Det
var en Nat med kold og fugtig Taage,
Og Bølgen rased vild mod Klippens Rand,
Og over Bølgens Skum fløj Havets Maage
Med Skrig hen til den mørke Klippestrand.
Men
paa et Klippestykke stod alene
En Pige paa en sytten-atten Aar
Med ædle Træk saa skønne og saa rene,
Og Tegn paa Ungdoms fulde friske Vaar!
Men
Barmen bæved stærkt og hendes Øje
Forgæves stirred mod den mørke Sø.
Da bad hun sagte: "Gud! Du vil mig føje;
Og lad mig end ham se paa denne Ø!"
Da
foer et Lyn fra Skyens mørke Bane,
Hun saae en Baad i Bølgen synke ned.
Hun kendte den og stønned: "Skal I rane,
I Bølger! her min bedste Kærlighed!"
Der
lød et Raab om Hjælp fra hendes Kære,
Og Skrækken løsned hendes Tungebaand.
Saa bad hun: "Gud! Lad Bølgen mig nu bære
Til ham, at række ham en Frelsens Haand!"
Og
modig steg hun i en lille Skude,
Og Bølgen førte hende hen til ham
Hun elsked, og som hæftig stred derude
Paa Bølgen med den hvide Sølverkam.
Og
hurtig tog han de udstrakte Hænder,
Og snart han frelst paa Baadens Planke stod,
Og begge to en Takkebøn Gud sender -
Den Gud, som hjælper og ej dem forlod!
Og
begge stode frelste snart paa Stranden;
Men Bølgen vild var sunken stille ned:
Thi hist de stode, trykket til hinanden
Og tolkede hinanden Kærlighed.