Jeg Eder nu berette vil
Krillevillevibombom,
Om ham, som drevet har sit Spil,
Krillevillevibombom,
Til alle Men’skers store Skræk
Krillevillevillevillevibombom,
Han bored’ stadig lystig væk.
Krillevillevibombom.

Jeg Boretyven mener her,
Som voldte Olrik stor Besvær;
Enskjøndt han brugte flinkt sit Bor,
Man først nu kom ham ret paa Spor.

Det var en ækel "Malerklat",
Som ha’de før i "Hullet" sat;
Og langt fra By’n, paa Ama’erland,
Der bo’de han – den fæle Mand.

Han dristig drog om Natten ud,
Og trodsed baade Regn og Slud;
Saa lumsk udi sit Frakkefor
Han skjulte sine Centrumsbor.

Han var en dygtig General,
For Sølvtøi han alene stjal;
Fra mangen stor og flot Butik
Al Mønten i hans Lomme gik.

Han var i Øst, han var i Vest,
Han bo’red som han kunde bedst;
Hos Jøder, Kristne, kortsagt hvor
Han vented’ Nytte af sit Bor.

Ved Dørene han lirkede,
Saa listelig han dirkede,
Saa dreven var han i sin "Kunst",
At Laas og Slaa var rent omsonst.

Hver Morgen til vort Politi
Der meldtes om et Tyveri;
Og Olrik snuste Dag og Nat,
Men fik dog ikke Tyven fat.

Men det i Verden immer gaar,
At alle Ting en Ende faaer:
Sit Spil tilsidst saa fræk han drev,
At Enden var, han nappet blev.

Nu sidder han paa Kamret fast,
Krillevillevibombom,
Og angrer vist sin fæle Last,
Krillevillevibombom,
At bore Huller gik ei an,
Krillevillevillevillevibombom;
Nn selv i Hullet sidder han.
Krillevillevibombom!