Jeg elsker den gamle,
den vaklende Rønne

Jeg elsker den gamle, den vaklende Rønne,
Det kærlige Hjem, som min Barndom mig bød,
Der lærte jeg, fra jeg begyndte at skønne,
At Nøjsomhed krydrer den Fattiges Brød.

Der voksed jeg op og den fattige Rønne
Var mig et Palads, der var Glæde og Ro,
Jeg plukked ved Sommer det frodige Grønne
Og plantede det i vort hjemlige Bo.

Min fattige Moder mig skærmed og hygged,
Jeg var hendes Rigdom, jeg var hendes Skat,
Hun sørged med mig, hver Gang Sorgerne trykked,
Jeg var hendes Glæde ved Dag og ved Nat.

Hun kæmped saa trofast for mig, og saa stille,
Vi varmed hinanden, naar Vintren var stræng,
Hun talede til mig kun Ordene milde,
Hun tog mig ved Sommer paa Mark og i Eng.

Og alt, hvad sig rørte i Verden derude,
Vort Hjem var det samme, den fattige Vraa,
Vi tittede ud ad den solbrændte Rude,
Og følte os rige, skøndt vi var saa smaa.

Om Dagen hun sled for om Aftnen at bringe
Mig Frugten af Slidet, saa sad vi og sang,
Og Sangen sig svinged paa Englenes Vinge,
Jeg husker end Sangen saa mangen en Gang.

Der lagdes de tidligste Ord mig paa Læben,
Hun lagde det tidligste Kærligheds Frø,
Der saae jeg min Moders den flittige Stræben,
Der saae jeg tilsidst hende blegne og dø.

Og siden, naar Sorgerne vilde mig nage,
Fløj Tanken om Trøst til mit fattige Hjem,
Thi hver Gang jeg tænker min Barndom tilbage,
Saa mindes jeg Hjemmet, det gaar ej i Glem.

Jeg elsker dets Tag med Mosset det grønne,
Dets klinede Vægge, dets Vinduer smaa,
Jeg elsker den gamle, den vaklende Rønne,
Men det kan I andre slet ikke forstaa.