Kære Moder, hvorfor sover du?

Kære Moder! hvorfor sover du
Paa det haarde Egebord saalænge?
Vil du aldrig vaagne mere nu?
Ak, saa græder stedse dine Drenge.

Sig mig, hvorfor er du klædt saa hvid,
Og hvorfor vor gode Fader græder,
Hvorfor kommer vore Venner hid,
Altid klædt i sorte Sørgeklæder.

Moder, rejs dig af din kolde Seng,
Drag dig af de lange hvide Klæder;
Hør vor Broder, hør den lille Dreng,
Som i Vuggen ligger der og græder.

Ser du ej, hvor alle Stjernerne
Svinde bort, og Morgenrøden smiler –
Thi du har alt sovet Dage tre,
Og endnu i dybe Søvn du hviler.

Derfor skal du sove lidt endnu,
Ingen Taare fra dit Øje rinder,
Naar du vaagner,o, saa vaagner du
Frisk og sund som før med røde Kinder.

Jeg skal dække til din kolde Krop,
At du ret kan faa en rolig Slummer.
Naar du da til Slutning vaagner op,
Er du fri for Sygdom, Graad og Kummer.

Skal du ligge i det kolde Skrin,
Som i Stuen staar med Laaget over?
Ak, saa kan jo aldrig Solens Skin
Lyse ind i Kisten, hvor du sover.

Skal du ligge i det Hus af Ler,
Hist paa Kirkegaarden, kære Moder!
Ak, saa kommer du jo aldrig mer
Hjem til os og til vor lille Broder?

Da til Graven, hvor vor Moder bor,
Tidt med mine Brødre hen jeg iler,
Og naar lille Broder bliver stor,
Skal jeg vise ham, hvor Moder hviler.

Naar vi samles da i Himmerig,
Hos Guds Engle smaa i Evigheden –
O, saa skal vi nok fortælle dig,
Hvor vi sørgede og græd herneden.