Her ved min Barm jeg gemmer stille
Blomsten, som han mig gav i Vaar,
Ej jeg for Guld den miste vilde,
Selv om jeg fristed Armods Kaar.
Lille Viol, du er det Minde,
Som af min kære Ven jeg fik,
Ak, og jeg glemmer ingensinde,
Da fra mig han gik,
Du lille Viol,
Vor Kærligheds Sol,
Dit stille, mørke Blaa
Saa glad jeg saae.

Da han i Sommer kom fra Rejse,
- Skibet han førte som Kaptajn –
Ud, hvor de høje Bøge knejse
Gik han saa hjerteglad ad Vej’n,
Fandt en Viol, til mig han gemte
Den som en Skat fra Vaarens Sol,
Rakte mig den, og han istemte:
Se en smuk Viol.
Du lille Viol,
Vor Kærligheds Sol,
Den ved vort Bryllup bær,
Saa er du kær.

Jeg med et frydefuldt Kys ham takked,
Atter han drog paa Havet ud,
Men da mod Høsten saa det lakked,
Fik jeg en Dag det Sorgens Bud:
Aldrig din du mer faar skue,
Han hviler i den dybe Sø,
Koldt er hans Bryst – fra Elskovs Lue
Maatte brat han dø.
Du mørkblaa Viol,
Ak, slukt blev vor Sol,
Hans lille Blomst jeg bær
Ved Hjertet her.

Nu her jeg ingen Ven – jeg vanker
Ene i Skovens mørke Pragt,
Blomster ej mere nu jeg sanker,
Nu har Naturens skiftet Dragt.
Skoven er øde som mit Hjerte,
Ak, men Violen gemmer jeg,
Dog i min Krans som Bryllupskærte
Lyser den nu ej.
Du kære Viol,
Nu slukkes vor Sol,
Ak al min Lykke klar
Kun dig jeg har.