Skamlingsbanken

Langt herfra, hvor Kornet lyser over Enge,
Og hvor Bøgen i det fjerne titter frem,
Dvæler ofte jeg i Mindet glad og længe
Ved den kære Plet, som var mit Barndomshjem.
Men der mangler ét trods al Naturens Goder,
Derfor er Kornet ej saa gult, som det var før,
Dér jeg savner just det kæreste, min Moder,
Som der favned ømt sin Dreng i Hyttens Dør.
:,: Hør, hvor Bølgen kysser Stranden, mens den sanker
Paa sin Bred de Blade, som der falder a',
Maanen spreder Guldlys over Skamlingsbanker,
Skamlingsbanker, - de kære, langt herfra. :,:

Jeg har længe, længe ønsket mig tilbage
Til min lille Plet, den skønneste paa Jord,
Hvor som Barn man stilled' al min Sorg og Klage,
Og hvor et og alt sig drejede om Mo'r.
O, hvor var der baade friskt og smukt i Haven,
Hvor jeg ofte Haand i Haand med Ellen sad;
Tiden svinder, ak, nu ligger hun i Graven,
Og mit Sind er nu saa tungt som før var glad.
Hør, hvor Bølgen kysser Stranden osv.

Men hvad nytter al min Hjertesorg og Klage,
Jeg er gammel og nu maa jeg blive her,
Jeg vil aldrig, aldrig mere naa tilbage
Til den lille Plet, jeg har saa grumme kær.
Men mens Dagene og Tiden hastigt rinder,
Hænger Hjertet stadigt ved mit kære Hjem
Og de mange, kære, lyse Barndomsminder,
Som i mine Tanker venligt spire frem.
Hør, hvor Bølgen kysser Stranden osv.

Mange Aar er svundne siden jeg og kære
Lille Ellen vandred om ved Aaens Bred,
Der var for os baade skønt og godt at være,
Naar vi talte om vor unge Kærlighed.
Tiden er nu svunden bort, og Ellen hviler
Hist paa Kirkegaarden, hvor jeg vandred' ind,
Ved min Ellens Grav jeg tidt i Drømme smiler,
Medens Taarerne de triller ad min Kind.
Hør, hvor Bølgen kysser Stranden osv.