Min
Hulda! Jeg sidder i blomstrende Lund
Her borte i fremmede Land!
Men har ingen Glæde, min Længsel staar kun
Til Danmarks den elskede Strand.
Jeg længes at skue dit kærlige Øje,
Og stundom jeg ser mig i Tanken at bøje
Imod dig og kysse din Læbe saa øm,
Men vaagner saa sorgfuld af gøglende Drøm.
Nu
klæder derhjemme sig Vaaren i grønt,
Frit bruser den bølgende Sø.
Hvor er der om Som'ren i Danmark dog skønt,
O, gik jeg nu blot med min Mø
Derhjemme ved Stranden, dog her i det fjærne,
Her ser jeg hver Aften mod funklende Stjerne,
Og sukker og hvisker, o Hulda, dit Navn,
Og ønsker jeg hvilede glad i din Favn.
Nu
gaar du alene ved hjemlige Kyst,
Din Hjalmar er dragen i Strid,
Naar skal jeg dog trykke dig ømt til mit Bryst,
Naar kommer den ventede Tid?
Her færdes i Kampen jeg tidlig og silde,
Snart glemte jeg Hjemmet og Følelser milde,
Naar ikke dit elskede Billede stod
For Sjælen og styrked min Kraft og mit Mod.
I
Slagets den blodige Tummel jeg gaar
Med Tanken paa dig og dit Hjem;
Jeg kysser den Lok af dit dejlige Haar,
Som en Gang du gav mig i Gem.
Naar stunddom sig Tankerne mørke vil snige
I Hjertet og hviske: "O, dersom din Pige
Nu sveg dig og rakte en anden sin Haand,"
O, da trykker Sorgen min bøjede Aand.
Men,
Hulda, du er mig jo kærlig og tro,
Ej sandt, du har lovet din Ven,
At Troskab skal hos dig evindelig bo,
Jeg kommer, jeg kommer igen!"
Jeg husker dit Løfte og fast vil jeg bygge
Paa dig vil jeg haabe paa Glæde og Lykke,
Og sveg du mig, o, da i Hu blev jeg mørk,
Og Livet for mig vilde blive en Ørk.
Min
Arm skulde ramme den dristige Svend,
Der røved min Hulda, fra mig
Jeg bærer jo Sværdet endnu ved min Lænd,
Jeg øver det flittig i Krig.
Men ej, hvi fortvivler jeg? Jeg er en Daare,
Tilgiv mig, min Hulda, og aftør din Taare,
Jeg skal ikke krænke dig mere, ak nej,
Med Haab og med Tro skal jeg vandre min Vej.
Og
skulde du sørge og tænke mig død,
Da haab dog - thi Rygterne løj!
Vor Lykke er med os - vi intet forbrød;
For os hvælver Himlen sig høj!
O, hvor skal vi hvile trygt Hjerte til Hjerte,
Det er jo alene den Lod vi begærte,
Min Hulda, den Lykke er næsten for stor,
Og dog - ej jeg tvivler, jeg har jo dit Ord.
Nu
sænker sig Solen, jeg ender mit Brev,
En saaret skal bringe det hjem;
Min elskede Pige, læs nu, hvad jeg skrev,
Og alle Bekymringer glem.
Jeg kysser i Tanken dig tusinde Gange,
Dit Billed mig følger i Nætterne lange;
Gud skænke dig Lykke, min elskede Ven,
Og give, at glad vi maa samles igen.