Hjalmar og Hulda

"Paa Blomsterbed Kulding red Hjalmar saa tavs,
Thi Afskedens Time var nær;
Han skulde bortreise til fremmede Land,
At drage mod Fjendernes Hær."
Saa duftende stode de Blomster i Enge,
Og Vinden den suste i Skov og i Vænge,
Sin Hulda han vented', sin elskede Mø,
For hvem han vil leve, for hvem han vil dø.

Og Solen den daled' saa glødende rød,
De Smaafugle kviddred' paa Kvist,
Ung Hjalmar saa bleg og mere lig en Død,
Han standsed' sin modige Hest.
Sin Hulda han saae i Afstand at komme,
Han hørte Soldaternes Piber og Tromme,
Han sprang fra sin Ganger, gav Tøilerne hen,
At møde sin Hulda, sin elskede Ven.

"O, Hulda, min Pige! O, kom til mit Bryst,
Jeg skilles imorgen fra Dig!
O, svig ei din Hjalmar! Thi Du er min Trøst
Paa Jorden! Vær tro imod mig!
Saa længe jeg lever, jeg ei skal Dig glemme,
Dit himmelske Væsen, din deilige Stemme,
O, lov mig for Herren at blive mig tro,
Da stilles min Længsel, mit Hjerte faar Ro."

"O, Hjalmar, min Ven! Min Tro jeg Dig gav,
Dit Navn jeg forglemme ei kan,
Før skulde jeg synke i aabnede Grav,
Før jeg tog en Anden til Mand.
Du trøstig kan stole paa Hulda, din Pige!
Det Løfte hun gav, hun aldrig kan svige.
O, maatte blot Døden ei skille os ad,
Da vil jeg min Hjalmar igjense saa glad."

"Farvel da, min Hulda! Farvel, elskte Mø!
Farvel, min trolovede Brud!
Dig, Hulda, jeg elsker! O, før vil jeg dø,
End svige min Pige, saa prud.
Paa blodige Valplads dit Navn skal jeg bære,
Og kæmpe og seire, min Konge til Ære,
Og vender tilbage til Hulda, saa kjær,
Hvis Billed saa trofast i Hjertet jeg bær.

O, elskede Hulda! Saa tryg jeg da kan
Forlade min Brud og mit Hjem!
O, aldrig jeg glemmer min Fædrenestrand,
Min Dronning i Rosernes Gjem.
O, maatte blot atter min Hulda jeg skue,
Til Altret Du ganger som reneste Due.
O, maatte fra Kampen jeg komme med Held!
O elskede Hulda, Farvel! O, Farvel!"

Han trykked' sin Hulda saa ømt til sin Barm,
Paa Læben han gav hende Kys,
I Busken den Nattergal kviddred' saa varm
En Sang om Elskovens Lyst.
Han red nu fra Hjemmet med Taarer i Øiet,
Thi Afskedens Time hans Sind havde bøiet,
Sin elskede Hulda saa tungt han forlod,
Dog lyste fra Øiet saa kraftigt et Mod.

Om Morgenen efter i Sadlen sig svang
Ung Hjalmar til Kampen parat,
Og Trommerne buldred' og Hornene klang,
Han hilste hver tro Kammerat.
Han sagde Farvel til sin Fader og Moder,
Farvel til sin Søster, Farvel til sin Broder,
Farvel til sin Hulda, Farvel til sin Ven:
"Gid Sejren Dig følge, til Hjemmet igjen."

Med Sang og Musik de til Havnen drog ned,
Snart vare de Alle ombord;
Og Bølgen sig vælted' saa skummende vred,
Det blæste saa skrapt hist fra Nord.
Mod Frankerigs Kyst de styrede Snekken,
Og landed' den sjette Dags Morgen, i Rækken
Med alle de Andre, de snart stødte til,
Til Leiren det gik med klingende Spil.

Da Krigen var endt, ung Hjalmar drog hjem
I Sommerens skjønneste Tid,
Med Glæde i Hjertet han hastede frem,
Til Hulda han satte sin Lid.
Han kunde ei tro, at hun kunde glemme
Det Kjærlighedsløfte hun gav ham derhjemme,
Og blive en Andens trolovede Viv,
Og svigte sin Hjalmar i Død og i Liv.

Han landed' en Aften ved Norriges Strand,
Med Venner saa glade i Sind,
Thi atter de saae deres Fædreneland,
Ret karske, med blomstrende Kind.
Men Hjalmar red hen til Fiskerens Hytte,
Der stod han saa tavs en Stund for at lytte,
I Huset var Alting saa roligt og tyst -
Hans Hjerte det banked' saa heftigt i Bryst.

Han binder sin Hest, og til Døren han gaar,
Han banker saa sagtelig paa,
Men Ingen sig nærmer, ei Svar heller faar,
Ved Vindvet en Mand dog han saae -
"Hvem banker saa sent? Hvem er Du? Lad høre!"
"Jeg er en ung Ridder, som Sværd kan føre,
Jeg vender tilbage at fæste min Brud,
O, lever min Hulda, den Rose saa prud?"

"Ei, det er jo Hjalmar! Jeg kjender din Røst,
Du kæmped' i Frankernes Land,
Du søger din Hulda, din Glæde og Lyst -
Ak, Tiderne skifte jo kan -
Thi Fader og Moder i Graven har Hvile,
Din elskede Hulda ei mer ser Du smile,
Hun viet er bleven for Verden og Gud,
Grev Rosenkrands fæsted' den Mø til sin Brud."

"O Rædsel! Hvad hører jeg! Skændige Svig!
Mit Bryst kan ei rumme den Kval -
Hvi kunde hun glemme den Ed hun gav mig
Hin Aften i grønklædte Dal.
O Hulda, hvor kunde Du ægte en Anden! -
En Afgrund jeg ser, jeg staar alt ved Randen -
De blomstrende Roser jeg ser visne hen -
O, Hulda, hvor kunde Du svige din Ven!"

Han spored' sin Ganger, i skyndsomste Fart
Til Bryllupet hasted' han hen,
De Fakler og Kjerter de skinned' saa klart,
I Dansen sig svang Mø og Svend,
Musiken den toner ham liflig imøde,
Han mumler en Ed og Øinene gløde,
Og iler til Salen som ubuden Gjæst,
For rigtig at skue den deilige Fest.

Med Blikket forvildet, han saae sig omkring,
Til Øie paa Hulda han faar,
Af Fingeren drog han den deilige Ring,
Som han havde baaret syv Aar;
Af Harme han brød den i bitte Stykker,
Og kasted' dem for den Troløses Fødder,
Med dirrende Stemme han sagde de Ord:
"Ei mer jeg den bærer paa denne Guds Jord!"

Til Bruden han ilte, tog hende i Haand,
Forskrækket tilbage hun veg;
"O Hulda, hvi kunde Du bryde det Baand,
Saa skamløst din Hjalmar Du sveg!
En Anden Du elsker, ak, Kjærligheds Lykke
Ei mere paa Jord man trofast kan bygge,
Thi Eden Du svor mig, jeg gjemte i Bryst,
Du var al min Glæde, mit Haab og min Lyst."

Afmægtig sank Hulda saa lydløst mod Jord,
Den Myrte til Jorden faldt med,
Af Sorrig han kunde ei mæle et Ord,
Han ønsked sig Dødshvilens Fred.
Da drog han sit Sværd og svang det til Side,
Saa Brudgommen maatte i Græsset bide,
Han huggede om sig saa Blodet det flød,
Der hørtes kun Jammer og Taarer og Død.

En skarpsleben Kniv han stak i sit Bryst,
Og Alle bortflygted' i Hast,
En Læge blev hentet, han gav liden Trøst,
Thi snart efter Hjertet det brast.
Den slumrende Hulda sin Hjalmar saa bløde,
Tillige sin Brudgom, ak, Begge laa døde;
Fortvivlet hun kasted' sig over hans Lig, -
Saaledes det ender med Uret og Svig.

Ung Hjalmar nu bragtes til Fædrenes Borg,
Til Gulmondes granklædte Høi,
O, hvo kan beskrive den Kummer og Sorg,
Hver Smaafugl sørgmodigen fløi.
Hans Lig blev lagt ned paa en Fløilsbaare,
Hans Moder og Fader græd smertelig Taare,
Den elskede Hjalmar de misted' saa brat,
Den ædleste Søn, ak den dyreste Skat.

Den næste Dags Morgen, før jordet han blev,
Laa Hulda som Lig ved hans Bryst,
I Vanvid hun Haaret og Klæderne rev,
Hun fandt ingen Hvile og Trøst.
Samvittighedskvaler hun rædsomt mon lide,
Indtil hun laa død ved sin Hjalmars Side, -
I grønklædte Høi, nær ved Gulmondes Bro,
Der hvile nu Hjalmar og Hulda i Ro.