Line var en yndig buttet Bondetøs
Elsket af en rig, men skruttet Bondeknøs
Line var uskyldig som den bare Dyd,
Saa Bondekarlen skænked hun ej Ørelyd.
Nej men Peter Jensen, det var hendes Hjertes Flamme,
Og han elsked hende, men han turde ikke fri,
For han tænkte: Hun vil ikke være min Madame,
Og at gaa som Fjols ku’ han ej li’.
Saa drog han fra Fyen blot for hendes Skyld,
Line græd i Byen, det var Peters Skyld.

Saa tog hun til København for hanses Skyld,
Og i "National" stod han for hendes Skyld.
Gud! Da Line saae ham der som stærk Jonglør
Sad hun himmelfalden og i Pæren mør.
Aad seks Stykker Smørrebrød, imens han kasted Kugler,
Og da han saa øjner Line sidde paa sin Plads,
Mister han Ballansen og hans Taare Gulvet spuler,
Men hun vræler, "Elskede Bajads!
Saa fik han Ballancen, det var Lines Skyld,
Hun fik Kontennancen, det var Peters Skyld.

Da han saa var fær’ig, mødtes de igen,
Og hun sa’: Hvor er du stærk, min søde Ven!
Og han sa’: Hvor er du sød, min rare Tøs!
Elsker du endnu den dumme Bondefløs?
Hen til Fejlbergs Mælkekur de skyndte dem med Iver
Men han var dog stadig ganske bange for at fri,
Line drak sin Mælk og spiste sejsten Æbleskiver,
Peter sa’ saa glad: Hæng bare i!
Line hun blev stoppet, det var Peters Skyld,
Peter han blev oppet, det var Lines Skyld.

For da hun saa tog i Skoven næste Dag,
Saa var Peter med og talte for sin Sag,
Line var saa kælen, kærlig Talen faldt,
Peter var saa stærk som Peber og som Salt,
Og saa siger Peter: Line, jeg kan ikke tie,
Du, min Hjerteku’le, skal jeg gaa og svinde, hva’?
Skal det ikke netop være os To, rare Pige!
Line kunde bare svare Ja!
De ku’ itte vente, det var Lines Skyld,
Siden Line skændte, det var Peters Skyld.