Der er saa stille i vor Gaard,
Nu sover baade Faer og Moer,
Men før jeg lukker Øjet til,
Min Jenses Brev jeg læse vil.

Ja Jens han er min Kæreste,
Vi været har forlovede
Naar nu til Mikkelsdag vi naaer,
Hel akkurat i fire Aar.

Min egen lille, rare Jens,
Jeg skrevet har til dig, imens
De andre gaaet er i Seng,
Læs saa mit Brev, min rare Dreng,

Du skriver, Smørret har sagt Stop,
Og Pølserne er sluppen op,
Se derfor Faer og Moer og jeg
En Sulepose sender dig.

En Æggekage og en Brik Smør,
En Ost af dem, vor Moer selv gør,
Et Lammelaar saa ungt og fedt,
Tre Pægle Kommen=Akvavit.

De uldne Hoser er fra Moer,
De er solide og hjemmegjort.
Men Mavebæltet er fra mig,
Pas paa, du ej forkøler dig.

Her ved vor gode, gamle Gaard
Kartoflerne saa prægtig staar,
Og vores Gris er tyk og fed,
Saa den knapt vrikke kan afsted.

Vor blakked Ko den har det godt,
Den nylig Tvillinger har faaet,
Og det har Smedens Kone med,
Hun har det godt, saa vidt jeg veed.

Til Barselgilde har jeg væ't
Der blev da ædt og drukket tæt,
Og Mølleren han slog et Slag,
Saa han er Skidtmas den Dag i Dag.

Vi har nu faaet vor nye Degn,
Han er saa bitte og saa klejn,
Og Præsten holder saa svært af ham,
Men endnu mere af hans Madam.

Det glæder mig, du har det godt,
Og at en Snor du nys har faaet,
Jeg veed jo, det betyde skal,
At du er Underkorporal.

Fra Lejren snart du hjemad skal,
Saa holde vi til Jul et Bal
Og først i Dans for hver en Ka'l
Gaa vores lille Korporal.

Nu vil jeg ikke skrive mer,
Du hilses nu fra En og hver,
Men først og sidst, min søde Ven,
Fra mig,
Din
Karen Rasmussen.