En Vise for Eder jeg nu fremføre vil,
Som vistnok er passeret, det kan I tro mig til,
I Strasborg der levede en Adelsmand saa rig,
Paa Penge og paa Gods der Ingen ham var liig.

Han havde sig en Datter hun var deilig og skjøn,
Hun elsked’ over Alle en Sømand udi Løn;
Men hemmelig det holdtes for Alle og Enhver,
Uskyldig og redelig var deres Kjærlighed.

Et Aar eller to de forlovede var,
Den ømmeste Kjærlighed de for hverandre bar;
Men skjult var det for dem, som de mindst tænkte paa,
At det dem saa ulykkelig i Verden skulde gaa.

En Reise til Ostindien den Sømand skulde hen,
Han sørgede saa saare for sin elskede Ven.
Hun ønsked’ ham til Lykke med tusind Gang Levvel,
Hun sørgede saa saare for sin elskelige Ven.

Han sejled’ i et Aar, han sejled’ udi i to,
Thi han kunde ei sin Bestemmelse opnaae.
Han tærede kun lidet, thi Hjertet det var svagt,
Han tænkte paa sin Pige hver Time og hver Dag.

Da Tiden den løb hen, da Tiden den svandt hen,
Saa kom der en Beiler til Strasborg igjen,
Han beiled’ og han bad hendes Fader saa om,
At han vilde give ham sin Datter saa from.

For ham var det jo let at faae Faderens Ja,
Thi baade var han riig og formuende han var.
Marie hun sukkede og vægred’ sig derved:
"Min Gud og min Herre nu hjælper Du vel mig."

Og som hun i de sørgeligste Tanker monne gaa,
Et Brev fra hendes Kjæreste det monne hun da faae.
En liden Dreng som bragte det, men han som ikke gik
Ubelønnet fra hende, en Daler han fik.

O, deiligste Maria! det udi Brevet stod,
O lad dog vær at sørge, Du ædelige Blod!
Nu ligger jeg for Anker i Vesterbergs Havn,
Om nogle Dage venter jeg at hvile i din Favn.

Det letted’ hendes Hjerte, det letted’ hendes Bryst,
Saa gik hun ud af Kammeret med Glæde og med Lyst,
Ja, fri for alle Sorger hun ud af Kammeret gaaer,
Saa glemte hun det Brev, som laa paa hendes Bord.

Et Ærind hendes Fader i Kammeret skulde gaae.
Der saae han det Brev som der laa paa hendes Bord;
Han tog det op og læste det hvad derudi mon staa,
Hvorpaa han strax mon svare: Du skal ham aldrig faae.

Marie hun spadserede i Haven omkring,
Saa faldt hende Brevet i Tankerne ind.
Min Gud og min Herre nu frygter jeg for,
Min Fader han skal i mit Kammer ind gaa.

Og som hun gik og tænkte paa Brevet paa Stand,
Saa kom hendes Fader med Brevet udi Haand.
Han talede til hende, som hun en Skjøge var,
Tro ei at faae den Sømand, om han er nok saa rar.

Ak hør, min kjære Fader, skænk mig den Sømands Haand,
Ei nogen bedre Gave Du din Datter give kan,
Tillad mig ham at elske, tillad mig ham at faae,
Det lønner Gud i Himmelen, lad mig den Glæde naae.

Nei, om han den eneste Sømand end var,
Da skal Du ham aldrig til din Ægtemage faae;
Nei, før saa vil jeg dræbe ham og Dig saa give bort,
En har hos mig logeret, han har mit Ja nu faaet.

Ja, nu maa Du give mig saa mange som Du vil,
Men aldrig min Villie jeg giver dertil.
Naar jeg ham ei maa elske og jeg ham ei maa faae,
Da er det og det samme, hvor jeg i Verden gaar.

Ja, Faderen gik bort, han var nok saa vred som før,
At slige Elskovsgriller man jage maa for Dør,
Naar han er død og borte, saa glemmes han af Dig,
Jeg skal Dig nok formane, at Du adlyder mig.

Tre Dage derefter, da Skibet kom til Land,
Hendes Fader han iilte til Stranden paa Stand;
Han talede den Sømand i Enrum til sig,
Men mindst han tænkte paa, det skulde gjælde hans Liv.

Ak Usling, ak Usling, jeg veed at du er den,
Som har forført min Datter, jeg veed hun er din Ven!
Dersom Du ei afsiger og rømmer ud af Land,
Jeg skal mig paa Dig hævne, tro Du mig det forsandt.

Ak hør, min kjære Fader, Eders Datter jeg elsket har,
Men hende at forføre mig ei i Tanker var;
Naar jeg hende ei maa elske og hende ei maa faae,
Da er det og det samme, hvor jeg i Verden gaar.

Den grusomme Fader med Tænderne han skjar,
Saa trak han frem den Kniv som han under Kjolen bar,
Han stak den i Hjertet paa Sømanden god,
Gik bort og lod ham ligge og svømme i sit Blod.

Saa gik han til sin Frue, ja, til sin Datter ind:
Kom hid, min kjære Datter, jeg viser Dig din Ven;
Nu kan Du drikke Brylluppet med Kjæresten din,
Nu faaer Du Blod i Bægeret istedetfor Vin.

Da disse Ord hun hørte forfærdet hun blev,
Var færdig ved at daane, men fattet sig igjen,
Hun saae sin Faders Kjole bestænket var med Blod,
Hun ilede til Stranden og til den Sømand god.

Hun seer sin Ven at bløde, hun saae hvor Kniven sad,
Den uformærkt hun tager og stak den ved sin Barm:
Se her, Du grumme Fader, her er den blodige Kniv,
Jeg uformærket den tager og stak den ved min Barm.

Med Taarer i Øinene hun bad sin Fader nu:
O, sæt mig i hans Kiste og læg mig i hans Grav,
Og sørger ei mere for nogen Ven til mig,
Saa endes al min Kvide, saa døer jeg lykkelig.

Med Taarer i Øinene hun bad sin Fader om,
At han vilde nu af Hjertet opfylde hendes Dom,
Saa trak hun frem den Kniv, som var under Brystet lagt,
Og stak den i sit Hjerte og faldt ved Sømands Grav.

Da Sømandens Broder nu det at vide fik,
Den rige Mand blev stævnet for Keiserens Ret.
Nu hjalp hans Gods ei længer han maatte dø for Sværd,
For saadan ond Mishandling han ei var bedre værd.

Udi St. Maria Kirke de Begge sattes hen,
I en forgyldet Kiste som Keiseren gav dem,
Med hverandre i Armen blev de lagt i Silke rød,
At ingen Mand som kjendte dem skulde se at de var død.

Ved Siden af blev sat en Kiste saa sort,
Hvori den grumme Fader omsider sattes bort,
En Morder=Kniv i Haanden til Skue for Enhver,
Som nægte deres Børn hvem som de have kjær.

O hører I Forældre, som Gud har givet Børn,
O vær dem ei saa haard som denne slemme Bjørn;
Thi en oprigtig Kjærlighed kan aldrig slukkes ud.
Nu ender jeg min Vise og takker Dig, min Gud.