Violen

Du spørger, min Dreng,
Hvad jeg vil med den visne Viol,
Hvis Blade er tørre
Som Bøgerne i min Reol,
Med friske og grønne
Violer og Roser af smukkeste Sort,
Du vil mig belønne,
Ifald jeg vil kaste den bort.

Se den Ting begriber
Du ikke før Du bliver stor,
Og meget, min Lille,
Du end skal erfare paa Jord,
Din Moder den rakte
Med kærlige Hænder, med rødmende Kind,
Den Dag da hun sagte
Fremstammed: Min kæreste Ven!

Og naar saa en Gang
Jeg skal samles med hende igen,
Da komme vel fremmede
Folk paa mit Kammer herhen,
De kaste til Side
Billetter, Violen, ja Lokker og Kram,
Thi ingen kan vide,
Hvad Værd de har ejet for ham.

Thi Minderne, veed du,
Det er jo vor dyreste Skat,
De følge som Drømme
Os selv i den ensomme Nat,
Saa læg kun i Graven
Hos mig du den Blomst med det visnede Løv,
I Dødningehaven
Er jeg som Violen blot Støv.