Saa tidlig i Verden alene jeg stod,
Mig Skæbnen var alt i min Barndom imod,
Thi mine Forældre fra Livet blev kaldt,
Blind stod jeg alene og manglede alt.

Ret aldrig jeg skuede Solen saa klar,
I Mørke jeg vandred; hvor lyst det end var,
Blandt Fremmede stod jeg, det er ej saa vel
Som naar i Familiens Skød man har Held.

Til Blind=Institutet jeg blev da sendt ind,
Og lærte at spille med lærvilligt Sind,
Min Trøst og min Tanke var min Violin,
Jeg fandt, at dens Tone var liflig og fin.

At spille det blev nu mit rette Erhverv,
Jeg spilled og sang, og man gav mig en Skærv;
Jeg vandrede Mile omkring paa min Fod,
Man spotted mig aldrig, Enhver var mig god.

Jeg spilled i By og paa Land og paa Sti,
Og gode Folk hjalp mig, hvor jeg kom forbi.
Enhver var jo glad, som var rask paa sit Syn,
Og ynked den Blinde, naar han kom til Byen.

De kjøbte min Vise her, hvor jeg den sang,
De Unge de fulgte mig tit paa min Gang,
Jeg spillede lystige Toner for dem,
Og Pigerne lytted hvor jeg kom frem.

Saaledes forsvandt da min Tid ved mit Spil,
Men forrige Aar slog sig Sygdom dertil,
Paa Lejet jeg sukked og havde det haardt,
Dog Herren endnu ikke kaldte mig bort.

Nu synger og spiller jeg derfor igjen,
Og hvor jeg end kommer i Byerne hen,
Der flokkes de Gamle og Unge i Kreds,
De give en Skærv, dermed er jeg tilfreds.

Og naar jeg saa sidder i Ro i mit Hjem,
Saa tænker jeg ofte taknemlig paa dem,
Der mildne min Kummer og hjalp mig paa Vej,
Jeg hviler, men glemmer Taknemlighed ej.

Til Eder, I venlige Mennesker vil
Jeg atter henvende mig her med mit Spil.
Og give I lidt for mit Spil og min Sang,
Vil derfor Belønning I vist faa en Gang.