Rundtom i Landet er en Sorg saa stor,
Danmark har mistet nu sit Borgerchor!
Dette stolte Regiment
Som fra Arilds Tid omtrent
Omkap med Køerne paa Nørrefælleden har rendt.
Hvor ofte saae
Vi dem ei gaae
Saa raske,
Og traske
Fra Grønningen
Til Fælleden
Med Taske og Flaske.
De gik saa smaat passiarene
Og damped' paa Cigarerne,
Imens de Øie holdt med Drikkevarene!

Og naar i Frederik den Sætes Tid
Han og de Fjendtlige de stormed hid;
Kan De huske da hvor stolt
Borgerne paa Volden holdt,
Og afslog alle Angreb med et Mod der var saa koldt.
Trods al den Røg
De fremad fløi
I Heden,
Og Vreden
Den blussed' op
I hver en Krop
Tillige med Sveden.
De fyred med Kanonerne,
Skjøndt løse var Patronerne,
Og det var meget godt for Borgerkonerne.

Dengang da havde de en Uniform,
Som de skul' bære baade i Regn og Storm;
Det kan hænd's sig den var fjong,
Hvide snevre Pantalon
Sad snøret over Maven saa den ligned en Gongong;
Og Kjole rød
Der sad saa sød
Paa Fatter,
Rabatter
Saa lyseblaa,
Og Skjøder smaa
Paa Hælene ham tjatter.
I Krukken der sad Fjærene
Og nikked til Geværene,
Det Syn! - ja det var form'lig hjerteskjærende!

Ak, Herregud, de Tider er forbi,
Nu var de Alle i et nyt Lib'ri.
Hvilket Syn en Sommerdag,
Saadan ret i Ro og Mag,
At see den kjække Borgervæbning stillet op til Slag.
Mens Linien
Gik ud og ind
Med Bulder
Paa Skulder
Geværet røg,
Saa Heste fløi
Omkring og fik Kuller.
Ja var de først opstablede,
De stod som var de naglede,
Om ogsaa Sveden ned af Panden haglede.

Og naar en Storm der skulde foreta'es,
Saa skul' De bare see, hvor de kun sla'es.
Var end Veien nok saa drøi,
Ei de skaaned' deres Tøi,
Nei, de gik lige paa igennem Ko= og Hestemøg.
Med Skrig og Skraal
Og blanke Staal,
Rabalder
Og Skvalder,
Paa Maa og Faa
De stikker, slaae
Mens Hurra de skralder!
I Spidsen Fanen vinkede
Hvor Bajonetter blinkede,
Og bagved Choret hele Staden hinkede.

Naar saa at Stormen den var lyk'lig endt,
Og Fjenden bort fra Vibenshuus var rendt,
Blev der kommandeert omkring,
Og med høire, venstre Sving
Marschered de tilbage, li'som det var Ingenting.
Med faste Skridt
Det gik i Trit,
Gen'ralen
I Sa'len
Sad paa sin Hest,
Det sølle Best,
Og saa holdt han Talen:
"Jeg takker Bataillonerne,
"Paa Flugt de jog Kujonerne,
"Omkring! - Hold Hvil! - der har vi Sælgekonerne."

Dermed var Krigens Rædselsscener glemt,
Og nu var Alle saa gemytlig stemt,
Rundt omkring i Græsset sad
Mutter med en Kurv med Mad
Og med en Lærke, hvorfor Fatter var saa kisteglad!
Hun rækker ham
En lille Dram,
Han ligger
Og drikker
Imens han seer
Til Køerne,
Der glad' til ham nikker.
Musikken lystigt spillede,
Og Mutter Ægget pillede,
Mens Fatter og de Smaa i Græsset trillede.

Havde saa Fatter faaet Tørsten slukt,
Dandsed en Rundtenom med Mutter smukt
Med Geværet i sin Arm
Og med Mutter ved sin Barm,
Saa stilled han, mens Ungerne holdt fyrgterlig Allarm.
Til fuld Musik
Det hjemad gik
Med Spasen
Og Fjasen,
Man skreg Hurra,
Og stak saa a';
Og endt var saa Stadsen!
Ak! det er nu det Svundene;
Men hvem kan sige Grundene
Hvorfor at Væbningen er gaaet i Hundene?