Derovre paa Kjærsgaard der leved en Bonde
Med tre voxne Sønner, som var hjemme paa hans Gaard,
Og det var bekjendt, at der slet ikke kunde
Tjene nogen Pige længer end det halve Aar.
Thi de Sønner var
Slemme, - ja det har
I vel sagtens hørt, den Sag var den Gang aabenbar.

De Piger, der kom, kunde ikke sig nære,
Sønnerne var allesteds, og Rettigheder tog,
For Løfter og Snak tog de Pigernes Ære,
Og naar det var sket, de hurtig dem af Gaarden jog.
Og kun de, der kort,
Efter toge bort,
Klared sig; de andre Stakler gik det altid haardt.

Og rundt om gik Rygtet, saa nu Ingen vilde
Tjene der paa Gaarden, og det blev tilsidst forkert.
De vidste jo Alle, at det gik dem ilde,
Og at idetmindste deres Rygte blev spolert.
Bondemanden gik
Om med mørke Blik,
Thi tilsidst han ogsaa Nys om Daarligheden fik.

Saa meldte sig endelig atter en Pige:
Mette hed hun, og hun var saa yndig hvid og rød.
Hun skulde blot malke, men det skal jeg sige,
Sjelden man en Malkepige ser, der er saa sød.
Strax kom alle tre
Gaardmandssønner. - "Se,
Det er da en dejlig Pigeskikkelse."

De talte saa kælent og kjærligt til Mette,
Men de kom slet ingen Vej, skjøndt hun var altid mild,
De mente: Vi kommer vel sagtens til Rette,
Tøsen gi'er sig nok! - Men Mette var dem dog for snild.
Da tilsidst de saae,
At den søde Smaa
Narred dem, saa blev de arrige og vilde slaa.

Men Mette hun lo kun, hun blev ikke bange,
Rolig passed hun sin Dont og Alting gik saa godt;
I Stalden kom Sønnerne dog flere Gange,
Og hun mærked, at de pønsede paa Vold saa smaat.
Og der kom den Dag,
At der blev et Slag,
Saa at Mette sejrede og vandt sin gode Sag.

Den hjelmede Ko skulde malkes: vor Mette
Stod i Stalden, da kom Gaardmandssønnerne derind.
Først talte de pænt, men da de kunde gjætte,
At den lille Mette var standhaftig i sit Sind,
Rykkede de frem,
Nu blev Tingen slem,
Mette tænkte: Nu maa du forklare dig for dem.

Og da de tog fat, sat hun Spanden afvejen,
Kors, hvor var hun hurtig; I kan tro, det gik adræt.
En efter den anden gav hun dem paa Kejen,
Ja, og Mettes Haand den faldt forresten ikke let.
Slag paa Slag den Smaa
Gav dem Alle, aa!
Og paa Ryggen i et Mælkekar den ene laa.

Saa listed de a' med hvad de havde faaet,
Skjældte Mette ud og sa'e, at hun var vist en Mand.
Det kjendtes paa Kinden, hvor hun havde slaaet,
Og hun sa'e: "Vil I mig mere, saa kom bare an!"
Det var lovlig trist,
Ja, og saa tilsidst
Lod de hende rent i Fred for baade Vold og List.

Den ældste af Sønnerne gik nu og mukked,
Og da Øjet var kurert og ikke mere blaat,
Saa stod han i Afstand fra Mette og sukked:
"Hvem der blot var gift og havde saadan Kvinde faa't.
Mette, om du vil
Glemme dette Spil,
Byder jeg i Ærlighed dig Haand og Hjerte til.

Bliv her som min Kone, naar først vi la'r Præsten
Bringe os tilsammen, for du har min Kjærlighed."
Og Mette hun lo: "Ja, det kunde jeg næsten
Nok ha' Lyst at prøve, for nu veed du jo Besked:
Gift i Tugt og Tro
Vil jeg hos dig bo,
Men for Narrestreger skal jeg nok mig skaffe Ro."

Og Mette blev gift, og den Gamle paa Gaarden,
Da han hørte, hvordan Mette havde klaret sig,
Han lo saa at ned ad hans Kind trilled Taaren:
"Mette, du har vist de store Drenge rigtig Vej.
Du bli'r Gaardens Pryd,
Og det er en Fryd,
At din Mand har set at du forsvare kan din Dyd."

Og saa da den Gamle gik frem ad i Dage,
Fik de Gaarden, og de andre Sønner de blev gift.
Og Tyendet vendte til Gaarden tilbage,
Der er godt at være, og om Pladserne er Rift.
Se, I Piger smaa,
Saadan skal det gaa.
Giv de slemme Karle Svar saa de kan det forstaa.