Nu er jeg meget gammel,
Og fylder snart mit Femogtreds,
Jeg boer blandt andet Skrammel
I Vartous snevre Kreds.
Der nyder jeg min Kaffe, -
Aa, den Kaffe!
Og Penge maa jeg skaffe
Mig til en vældig Snuus.

Ja, Børn, I ere unge Allesammen, og saa har I saamænd ingen Nød, men bliv først 65 Aar gammel og faae gjennemgaaet Alt det, som jeg har gjennemgaaet, saa vil jeg bande paa, at I vil ta'e Jer en Snus med samme Vellyst som jeg. - Attis! - Det nøs jeg paa!

Men jeg har ogsaa været
En vakker lille Pigelil,
Hvis Hjerte man besnæret
Har tidt med Elskovsspil.
Man kaldte mig den Søde!
Aa! - Den Søde!
Men snart jeg mig tildøde
I Vartou kjeder mig.

Ak ja! Der var saagar en Baron, der friede til mig, men da vi kun skulde leve "paa Polsk", saa fik han Fuur. Det har senere fortrudt mig meget. Thi hvem veed, muligviis han siden havde giftet sig med mig. - Attis! Det nøs jeg paa!

Jeg tjente strængt for Føden,
Thi den, som Fattigdom kun har,
Han kjender bedst til Nøden, -
Den Sag er soleklar.
Jeg mangen Dyst har døiet,
Uf! - Har døiet,
Men jeg gik dog i Tøiet
Med Munterhed og Lyst.

Saaledes var jeg eengang kommen til at tjene hos en Grosserer, hvis Frue var reent djævleblændt - Herren kunde nu saa godt lide gamle Stine -ja, dengang var jeg ikke saa gammel som jeg nu er - og han stak Meget til mig, som Fruen inte havde havt Godt af at see paa! Saa fik jeg et Sjal, saa noget andet. - Men Fruen opdagede engang, at Herren kyssede mig - af Vanvare natyrlig! - og saa fik jeg Fuur. - Naar jeg tænker paa Grossereren, saa faaer jeg Vand i Øinene, for det var rigtig en god Mand. - Attis! Det nøs jeg paa!

Jeg været har paa Moden
Og ofte gav jeg Tonen an,
Jeg filede paa Roden
Til han blev dannet Mand.
Jeg var saa blid og kjærlig,
Blid og kjærlig,
Jeg troede Alle ærlig,
Men det var saamænd galt.

Thi, det var tilforladelig Skyld i, at jeg kom en halv Snees Gange ud paa Anstalten i Amaliegade, og det Etablissement er inte videre passende for unge Piger. - Naar bare en pæn Herre sa'e til mig: "Jeg elsker Dig, min Snut!" - saa sa'e jeg strax derpaa: "Værsgo!" Og det skulde jeg rigtignok inte ha'e gjort - Attis! Det nøs jeg paa!

Paa Udtræk stærkt jeg spilled,
Men Lykken smilte ei til mig,
Nei, den mig stedse drilled,
Og trak ei Lidt fra mig.
Men da mit Mod var knækket,
Rigtig knækket,
Saa kom saagu Udtrækket
Med 15 Daler paa.

Men denne saakaldte Lykke var netop en Pind til min Ulykke; thi jeg syntes, at 15 Daler inte var nok at vinde, og saa satte jeg dem underhaanden igjen i Lotteriet paa Ambe og Udtræk - og saa blev de der ogsaa - for jeg vandt ikke en Skilling meer. - Attis! - Det nøs jeg paa!

Ak ja! Jeg maa mig græmme,
Nu er jeg skrøbelig og svag,
Jeg aldrig kan forglemme,
At jeg har tabt min Sag.
Ak, laa jeg blot i Jorden.
Dybt i Jorden.
Der er Alt i sin Orden,
Og der faaer jeg vel Fred.

Men førend jeg lægger mig til at døe, vil jeg lave mig en god Kop Kaffe og sætte den tillivs. Og saa maa jeg rigtignok tilstaae, at det i Grunden er min egen Skyld, at jeg har det saadan, som jeg har det. Jeg skulde have været meer forsigtig, saa havde jeg maaske havt mine 15 Daler endnu. Attis! - Det nøs jeg paa! -