Den grusomme
Paa den syndige Jord,
Hvor det Skjønne det groer
Og forlyster Sindet og Øie,
Der ei altid man seer
At det Gode det skeer,
Nei, der findes kun Sorger og Møie.
Ja, der Kummeren boer,
Der er Synden i Flor,
Der Elendighed kan man skue!
Der er Jammer og Nød,
Der er Synden og Død, -
Hvorfor selve den Onde maa grue.
Nys en Moder vi saae,
Hun de trende Smaa,
Der var spæde og svage som Sivet,
Med et grusomt Mod,
Med det koldeste Blod
Kunde hun dem berøve Livet.
Fra sit Moder=Bryst, -
Trods de Spædes Røst,
Hun dem tog; - og hun kunde glemme
Baade Pligten og Ret,
Og hun glemte saa let
Moderkjærligheds stærke Stemme.
Trods Naturen forbød; -
Til den visse Død
Hun saa hjerteløs dem indvied';
Hendes Hjerte var slet.
Derfor faldt det saa let
Med de Væsner som hun havde diet!
Den Samvittighed,
Den jo Intet led, -
I det Øieblik har den sovet;
I den sidste Stund
Ret mod Dødens Blund
Blev den vakt - derfor Gud være lovet!
Dog Algodhedens Gud,
Han af Synden ud
Hende tog, - til Sjælens Baade,
Hun af Lastens Dynd,
Ved at angre sin Synd,
Nu har hisset vistnok fundet Naade.
Beretning.
Efterat der i Mands Minde ikke er henrettet noget Fruentimmer, fandt en saadan Henrettelse Sted Løverdagen den 21 Dechr. 1861 paa Rødovre Mark.
Som bekjendt tilstod en Bondepige, Ane Andersdatter, for længere Tid siden, at hun havde dræbt sine tre udenfor Ægteskab fødte Børn. Uhyggeligheden ved disse grusomme Mord forøgedes derved, at Forbrydersken udførte disse Mord med en sjelden Koldblodighed og Frækhed, - en Frækhed der søger sin Lige i Criminalhistoriens Annaler.
Efterat hendes Dom var afsagt af samtlige Retter og efterat være bleven underskrevet i Statsraadet, viste hun sig nogenlunde fattet. Denne Fatning der endmere bestyrkedes ved Religionens Trøst beholdt hun lige til det Sidste. Natten forinden hendes Henrettelse sov hun aldeles tryg og rolig indtil om Morgenen Kl. 4, da hun stod op og klædte sig paa. Hun beholdt sin Sjælsstyrke og hun var i den Grad rolig, at da hun kjørte paa Veien til det Sted, hvor hendes Hoved skulde falde for Øxen, talte hun om aldeles ligegyldige Ting, om den taagede Morgen m.m. Med Fasthed og Rolighed besteg hun Retterstedet, bad med Inderlighed en Bøn, tog sit Halstørklæde af og puttede det med fuldkommen Fatning i Lommen, lagde sig selv tilrette paa Blokken, et Nu, Øxen faldt rask og den syndefulde Sjæl stod for sin himmelske Dommer!