O I, som haardt fordømme hende,
Der vandrer hen ad Lastens vej,
Betænk dog og, at denne Kvinde
Har prøvet Livets Alvorsvej.
Betænker, før I hende dømmer,
Hvad slet Eksempel fører til.
Det Vellyst=Bæger, som hun tømmer,
Har Nøden tvunget hende til.

Den Glæde som i Øjet blinker,
Tror I maaske er Lykkens Hav,
Ak nej, bag Smilet Sorgen vinker,
Hun staar alt ved sin Lykkes Grav.
Hun saae for sent, at Lasten førte
I Skjold kun Anger og Foragt;
Alt længe ikkun Spot hun hørte,
Og græd selv i sin Flitterdragt.

I hendes spæde Barndoms Alder
De slette Indtryk alt hun fik,
Og naar den Tid hun sig genkalder,
Da mørkner Taaren hendes Blik.
De præged tidlig Syndens Stempel
I hendes Barnehjerte ind,
Drog hende ind i Lastens Tempel,
Og tidlig blegned hendes Kind.

Hun førtes Fristelsen i Møde,
Og Synden lokked hendes Sind,
Hun aned ej, hun lagde øde
Den Sundhedsblomst paa hendes Kind.
Derhjemme fattigt, koldt og ilde,
Paa Lastens Vej kun Glæde skabt!
Nu fatter hun, men ak, forsilde,
Alt, hvad ved Synden hun har tabt.

De Rige nød kun Fryd i Livet,
Hun stod i Pjalter og led Nød.
Da Fristelsen blev hende givet,
Sin Ære solgte hun for Brød.
Forføreren lod Guldet skinne
Ved fyldte Glas, og Faldet kom;
Da man af Rusen vakte hende,
Var det for sent at vende om.

I Rusens vilde Glæde glemte
Hun Sorgen, der i Sjælen sved.
Og kaad hun Lastens Raab istemte,
Men mistede sin Hjertefred.
Nu staar hun der forladt af alle,
Fortabt, har ingen trofast Ven,
Ej nogen Mand vil hende kalde,
Og ingen elsker hun igen.

I, som ej Fristelserne prøved,
Glem ikke, hvad hun lide maa,
Maaske en Gang den Fred man røved
Fra hendes Hjerte, hun kan faa.
Maaske naar Regnskabsdagen kommer,
Hin Dag, hvor alle møde maa,
At naar hun staar for alles Dommer,
Hun dog Tilgivelse kan faa.