Forgangen Aar en Sangerinde
Jeg i Charlottenlund fik kjær;
Hun var en fuldendt Kunstnerinde,
Som alle Sangerinder er.
Naar Publikum sad rundt omkring,
Sang hun saa mange nette Ting,
og jeg kan saa tydeligt huske, hvor henrykt jeg blev, naar jeg hørte den om Klipfiskens ulykkelige Kjærlighed til Spegesilden, samt hvorlunde de efter mange Lykkens Omskiftelser fik hverandre i Enden, eller den om Gjenfærdet og Smørfjerdingen; dem sang hun foruden 15 Dusin tydske, svenske, danske, arabiske, chinesiske, nikobariske og malabariske Arier og Nationalsange; men immertidsens gav hun paa Guitarren den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.

Hvordan det skete eller ikke,
Derom veed hun vel bedst Besked;
Nok er det, at ved sine Blikke
Vandt hun min varme Kjærlighed,
Og derpaa beilede jeg da,
Hun rødmede og svarte Ja!
hvilket, i Forbigaaende sagt, bevægede mig til at drikke en utallig Mængde halve Baiere, til stor Moro og Fornøielse for Værten, der trak Pengene ind; endvidere til at lægge en fuldvægtig Specie paa hendes Tallerken, hvorefter hun igjen til min ubeskrivelige Rørelse sang den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.

Da Sang og Spil nu var tilende,
Og Publikum var taget hjem,
Gik jeg blandt Træerne med hende,
Mens Maanen brød fra Skyen frem;
Hun hvidskede saa sødt og ømt,
At tidt om mig hun havde drømt.
Aa, hvor De dog gjør mig forskrækkelig glad ved Deres Ord; men tør jeg ogsaa troe - - "Gud, hvor kan De tvivle, Hr. Nokkebølle; kan De da ikke mærke det!" - Jo, jo, min Nattergal! - "Ak, nu husker jeg det, Hr. Nokkebølle, jeg har forglemt - De skulde vel ikke kunne laane mig en Specie? Det er en stor Skam, men jeg har glemt mine Penge i Teltet, og der er lukket; imorgen tidlig skal jeg betale dem et Sted, og jeg er i den skrækkeligste Forlegenhed." - Hm! En Specie! Her er den, min Elskede! - "O Tak!" Smask! Et Kys, et Greb i Strængene paa Guitarren om hendes Hals, og saa sang hun den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.

Den næste Aften var jeg atter
Ved Teltet i Charlottenlund,
Og hos den skjønne Evadatter
Jeg kyssed baade Haand og Mund;
En lille Tour vi maatte gaae,
Der laante hun igjen en "Blaa".
"Elskede Nokkebølle, lad mig stedse leve med Dem og for Dem og dele Ondt og Godt med Dem! Af det Onde kan vi faae nok, lad os derfor holde os til det Gode, mens vi har det: - kan De laane mig fem Daler? - Jeg vilde forære Dem Noget, men jeg faaer ikke Penge førend til den Første!" O, Du Tryllerinde, jeg kan Intet nægte Dig! - Og atter nynnede hun svagt og drømmende den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.

See saadan gik det mange Dage,
Det kosted lidt, men Herregud, -
Jeg skulde jo ha'e Alt tilbage,
Tilsidst sat' jeg min Frakke ud;
Men den forslog da heller ei,
Og Buxerne gik samme Vei,
og tilsidst stod jeg da saa nøgen som en ubehagelig Sandhed og maatte hos en Jøde kjøbe mig et ganske nyt Sæt gamle Klæder. Men jeg var lykkelig, lykkelig ved min Kjærlighed, og saa ved den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.

Da ei jeg havde flere Penge,
Tiltalte jeg min Elskte blidt:
"Du laante jo hos mig saalænge,
Nu kan vel Du undvære Lidt?"
Da Farven hendes Kind forlod,
Saavidt som Sminken det tillod:
"Men Gud, Hr. Nokkebølle, hvad er det, De taler om? Laane? Hvor kan De dog være saa urimelig? Jeg er jo gift og maa forsørge min Mand, og han faaer alle mine Penge, den Elskede?" - Hvad behager? - "Ih, vidste De ikke det, - det forundrer mig virkelig! Har De Lyst til at høre den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.

Omstyrtet var min Lykkes Throne,
Mens Klæderne af Kroppen faldt, -
Min Elskte var en Andens Kone,
Det var dog virkelig for galt;
Jeg faaer at vide hvor hun boer,
Og sender hende et Par Ord,
og som Svar derpaa kommer der en Morgenstund en Laban hjem til mig. "Er det Hr. Nokkebølle?" siger han. Jo, det var. "Maa jeg saa inte snart være fri for Deres kolde Been i mine Vestelommer! Dersom De inte la'er min Kone være i Fred, saa faaer De Blaabær; kan De blive klog paa det? God Morgen, Hr. Nokkebølle!" Fortvivlet kastede jeg mig ned paa en Stol og spiste 4 Stykker Smørrebrød til 8 Snapse, medens det endnu lød for mine Øren som om hun sang den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.

Troe mig, jeg siger, hvad jeg mener,
Forelsk Dem ei saa dumt som jeg:
De Sangerinder er Sirener,
Men lyt til deres Lokken ei,
Thi er først Pungen bleven tom,
Saa kan man gaae, hvorfra man kom,
og naar saa man mangler Frakke og Beenklæder og staaer med skjæve Støvler uden Saaler, saa finder man, mine Herrer og Damer, kun en forbandet daarlig Trøst i den, De veed nok:
Ding ding ding dingeling
Ding dingeling.