Vise om
Fru Schwartz-Nielsens
sørgelige Svømmetur

Ud til Skovs en lystig Skare
Drog den Sommerdag saa glad,
Ingen tænkte da paa Fare,
Ingen af dem sørge gad.
For at skue Løvets Hal
Tog de ud til Fredriksdal.

Der forlysted de dem Alle,
Søen laa saa blank og klar,
Bølgerne saa yndigt kalde
Ud, og snart dem Baaden bar,
Op med Sejlene, hurra!
Lad os sejle lidt herfra.

Paa den lette lille Skude
Tog de Otte da afsted,
Der var Liv og Lyst derude,
Fru Schwartz Nielsen hun var med.
Vinden peb en enkelt Gang,
Man drog ud med lystig Sang.

Pludselig paa Sejlet trommer
Stormen med sin haarde Haand,
Flere stærke Vindstød kommer,
Løst er Vindens lette Baand.
Og paa en Gang kom et Stød,
Det blev flere Menískers Død.

Baaden kæntred, og den spildte
Alle dem, som var deri,
Snart paa Søens Bund da hvilte
To, med dem var det forbi.
Franskbager Nielsen maatte ned,
Og hans Svigerdatter med.

Fru Schwartz Nielsen mærked Faren,
Men hun kjendte ej til Skræk,
Hun sprang ud saa let som Haren,
Og saa svømmede hun væk.
Mens de Fem blev trukket op,
Reddede hun selv sin Krop.

Ja, hun kunde prise Lykken,
Da hun lærte Svømmetag,
Nu hun kunde baade paa Ryggen,
Og træí Vande for og bag,
Ja, hun maatte flyde let,
Det var ellers ganske net.

Hel forundret saaes fra Stranden,
Hvordan hun behændig skar
Bølgerne, indtil hun Randen
Naaer af Baaden og er klar.
Det kan man kalde rigtig gjort,
Hun stod nær ved Dødens Port.

Bølgen gik sin Gang saa stille
Som om Intet sket der var;
Paa den Skovtur gik det ilde,
Den var ikke videre rar.
Fru Schwartz=Nielsen reddet blev,
Derfor Visen her jeg skrev.

Beretning
Søndag den 6. Juli foretog et større Selskab fra Kjøbenhavn en Skovtur, og da man kom til Frederiksdal, toge Otte af Selskabet ud i en Sejlbaad paa Fur=Sø! Denne Sø har krævet mange Ofre ved uheldige Sejlture, og det turde maaske være heldigst, om Folk i Almindelighed erindrede sig dette, naar de komme til Frederiksdal; hvor smuk en Tur paa Søen med Sejl paa Baaden end kan synes, saa er den, især med Vestvind særdeles farlig, naar man ikke er yderst agtpaagivende og forstaar at passe paa de uventede Bygekast.
Det nævnte Selskab var i en glad Stemning, og Ingen anede vel, at det skulde blive en saa sørgelig Tur. Et Vindstød kastede pludselig Baaden om, og de Ombordværende kom i stor Fare. Desværre druknede Franskbager Nielsen og hans ældste Søns Hustru, medens Fru Schwatz=Nielsen behjertet reddede sig ved Svømning til en Baad, og de Øvrige endnu levende bleve reddede, rigtignok for Fleres Vedkommende i en forkommen Tilstand.
De Druknedes Lig bleve fundne, og den sørgelige og beklagelige Begivenhed faar kun et lidt lysere Skær derved, at Fru Schwartz=Nielsen ved sin Dristighed blev reddet, hvilket vil være en Trøst for hendes mange Velyndere. Hun raabte endog i den største Fare: "Red endelig først Børnene," og disse bleve ogsaa, 3 i Tallet, strax bjergede. Manufakturhandler Rich viste sig hurtig med sin Baad, og tilligemed Maler Clemmensen maa han anses for den egentlige Redningsmand. Den Dame, der druknede, var en Datter af afdøde Fjærhandler Amsel Meyer.