Ak, bed mig aldrig mere
Om denne ene Sang;
Jeg synger ingen flere,
Naar den har lydt engang.
Endnu har jeg saa mangen
En Sørgesang igjen;
Kun et Skærsommersangen,
Ak, bed mig ei om den.

Jeg veed hvor den bedaarer,
Jeg veed hvor den er smuk;
Og Tonerne er Taarer,
I Ordene er Suk.
Men snærende som Slangen
Den sig om Hjertet snor,
Jeg kan Skærsommersangen,
Jeg kan den Ord for Ord.

Jeg lærte den derhjemme,
Hvor Alt var Fryd og Sang,
Den toned' med en Stemme,
Der lød som Harpeklang.
Og jeg, jeg fulgte Klangen,
Jeg mindes det saa vel!
Det var Skærsommersangen
Han sang den sidste Kvæld.

Hvad var det vel som trylled'
Hver Blomst i sorten Jord?
Hvad var det vel som hylled'
Mit Liv i Sorgens Flor?
Hvad var det som til Vangen
Med Troldom drog mig hen?
Det var Skærsommersangen!
Ak, lytter ei til den.