Nu skal jeg fortælle hvordan det gik
Mig nylig, og hvordan En Mand jeg fik
Saa sød og saa rar,
Og Grunker han har,
Ja det kan Du tro, min Fa'er.
Jeg var da Sangerinde, skal
Jeg sige Dem, og "Freyas Hal"
Har gjenlydt af min Sang, jeg troer
Hver evige Aften ifjor.
Og altid kom der en gammel En
Med Skjæg og Briller, men ellers pæn
Og drak sin Arrak hver Aftenstund
Og klapped naar jeg havde sunget kun.

Jeg tænkte saatidt: hvad mon han dog er?
Og hvorfor mon altid han sidder her?
Og gaber paa mig,
Jeg kjender ham ei,
Blot han vilde passe sig.
Men immer rykkede han hen
Mod mig, tilsidst han kom saamæn
Og satte sig ved mine Been,
Nu var den rigtignok reen!
Men tænk, saa stum som en Torsk han var,
Han sad kun og dampede sin Cigar,
Og kun et lille venligt Blik
Han kastede til mig dengang han gik.

Jeg tænker han var ikke kommen vidt,
Hvis ikke jeg havde ham hjulpet lidt,
Jeg spurgte ham blot,
Om Veiret var godt,
"Aa," svarte han, "mørkt og raat!"
"Ak" sagde jeg, det var dog stygt,
For Mørke har jeg altid Frygt,
Og jeg skal ene gaae, ved Gud
Iaften til Nybyder ud,
Min Broder som fulgte mig altid før,
Han er just i Morges reist til Korsør,
Nu slet Ingen mig ledsage kan,
"De kan jo ta'e mig, Frøken" svarte han.

Han rakte mig Armen, saa fulgtes vi,
Jeg meente, nu er det nok bedst at fri,
For han kan vist ei
Faae det over sig,
At sige, han elsker mig.
Jeg fik da ogsaa ham fortalt,
Jeg mener saadan halvt om halvt,
Jeg nok til Mand ham have gad,
Tro mig, at nu blev han glad.
Han raabte: "men er det dog ogsaa sandt,
Saa hurtigt jeg alt Deres Hjerte vandt?
Hav Tak fordi at De har sagt
Hvad længe her dybt i min Sjæl var lagt.

"Man troede De var saa haard som Staal,
Men jeg indgik dristigt et Væddemaal
Og saa blev der sagt:
"Hvis De kan faae Magt
Med Glutten og hende bragt
Som Brud til Deres Hjem, da faaer
De af mig baade Jord og Gaard",
Det loved en Baron bestemt!
- Naa, Navnet, har jeg nok glemt, -
"Han vidste at jeg var et grueligt Drog,
Der kan ikke tale med Damer, dog
De var saa god at hjælpe mig frem,
O Frøken, det glemmer jeg aldrig Dem."

Jeg syntes det Væddemaal var lidt stift,
Men vi lod dog lyse og blev saa gift,
Men tænk Dem vi faaer
Slet ikke vor Gaard,
Hvis ei vi i dette Aar
En Søn kan skaffe, - uh saa vred
Jeg blev, thi tænk, det hørte med
Til Væddemaalet, naa lad gaae,
Jeg holder just af de Smaa,
Men det har jeg svoret jeg og min Mand
Skal gjøre os al den Flid vi kan,
Og denne Baron skal faae ved Gud,
Alligevel Lov til at punge ud.