"Vi har sagt det saa tidt, og Du veed det saa godt,
Du er mægtig, Du Kvinde i Nord,
Du kan fængsle vort Sind, Du kan trylle os, blot
Med et Blik, med et eneste Ord."

Jeg vil anslaae en tonefuld Streng i dit Bryst,
Jeg vil sjunge om Kvinden i Nord:
Det var hende, hvis Barm var dit Ly og din Trøst,
Da Du aabned dit Øie paa Jord.

Det var hende, som støtted din vaklende Gang,
Da Du kun var et bøieligt Siv,
Det var hende, hvis skjønne, begeistrede Sang
Gav din Fædrelandskjærlighed Liv.

Det var atter en blaaøiet, smilende Mø,
Med det guldgule, flettede Haar,
Som udsaaede Kjærligheds ædleste Frø
I dit Hjertes fremspirende Vaar.

Du har kaaret den nordiske Kvinde til Viv,
Hendes Medgift var Troskabens Pund;
Hun vil være den lysende Sol i dit Liv,
Som ei slukkes i Prøvelsens Stund.

Hun vil opfange Lidelsens skarpeste Spyd
I sin hvide, højtbankende Barm,
For at volde dit Hjerte den salige Fryd,
At omslynge en Søn med din Arm.

Hun vil styrke dit Mod, hun vil opoffre Alt,
Naar Du strider for Arne og Land,
Hun vil bøies af Kummer og Sorg hvis du faldt,
Men dog sige: "Du faldt, som en Mand!"

Ja, om Snekken end gynger paa brusende Hav,
Eller ligger for Anker i Havn,
Vil hun følge og elske Dig tro til din Grav,
Og velsigne dit Minde og Navn.