Hun virked smukt for de Arme,
Og hun lindrede de Fattiges Nød,
Hun skænked dem Husly og Varme,
Og de Bedendes Røst hun adlød.
Hun, som glimred i Kejserens Sale,
Blev forgudet og vel set hver Stund,
Om hvis Gudsfrygt man tidt hørte Tale,
Hende haded og pinte de kun.

Hendes Guld og de kostbare Smykker,
Fristed ravngriske Menneskers Sind,
Hendes Gavmildhed kaldtes for Nykker,
Hendes Gudsfrygt de kaldte kun Skin.
"Os angaar ej de Fattiges Klage,
Lad dem sulte - vi mæske os vil,
Kan vi nu Resten af hendes Dage
Gemme hende, har vi vundet Spil."

Snart ved Lumskhed de fik hende narret,
I en Sindssyge=Afdeling ind,
Hun led Spot der med Grusomhed parret,
Blandt de Gale blev tungt hendes Sind.
Hun, som forhen kun Overflod kendte,
Hun blev stænget i Cellerne ind,
Hvor de Syge ind til hende rendte,
Tidt da blegned Grevinden paa Kind.

Otte Uger i Fængslet hun sukked,
Værre Fængsel man kender vist ej.
At hun under i Pinslen ej bukked,
Og ej endte paa Vanviddets Vej,
Derfor Herren alene hun loved,
Men til Oringe sendtes hun nu,
At man dog slig Behandling har vovet,
Det maa gribe os Alle med Gru.

Der i Maaneder sukked hun atter,
Gemt og glemt; Ingen maatte hun se;
Hun kun hørte de Sindssyges Latter,
Deres Skrig, deres Støjen, o ve,
Dog Professoren, Helweg, snart kendte,
Hun ej farlig og vanvittig var,
Han i Frihed den Arme da sendte,
Og erklæred, Forstanden var klar.

Nu de Slemme igen Lykken prøved,
Til privat Galehus skulde hun,
Men Professorens Ord dem bedrøved,
Thi han svared: Forsvind I nu kun.
Hun er fri, Ingen skal hende spærre
Mer i Bur - se, da rejste de bort,
Der var ej mer at vente, desværre,
Alle Rænker er komne tilkort.

Hvor er Lov og Retfærdighed henne,
Naar man kan spærres uskyldig ind,
Naar for Livstid man Folk kan hensende
Til et Daarehus, friske i Sind.
Men Grevinden sin Frihed nu nyder,
Lindrer atter de Fattiges Nød;
Atter nu hun ved Livet sig fryder,
Hvor hun før frygted Pinsel og Død.

Grevinde Schimmelmanns Indespærring og Lidelser
Grevinde Schimmelmann var sin Faders erklærede Yndling. Da han døde, blev hun aldeles nedbøjet, men vendte sig i sin Sorg til Herren med Bøn om Trøst. Han viste hende den rette Vej. Skøndt hun kom som nær Veninde af Kejserinde Augusta ved det tyske Hof, og gik ud og ind som et Medlem af Familien, opgav hun sin Fornemhed og ofrede sig for de Fattige, navnlig de arme Fiskere paa Rügen, hvem hun byggede Arbejds= og Vinterhjem, mættede de Hungrige, antog sig Plejebørn, som hun opdrog i Gudsfrygt, og vovede sig ind blandt oprørte og rasende Arbejdere, hvor hun var ved at tilsætte Livet, blot for at hjælpe dem. Hun boede af og til på sit Hjem i Hellebæk ved Helsingør, men hvor hun end var, hjalp hun den Trængende med sin store Formue. Men hendes Familie yndede hende ikke, og de paastod, at hun var vanvittig. En Dag fik de hende narret med for at tale med Prof. Pontoppidan i Anledning af en af hendes Tjenere, der var syg. Det hed sig, at det var i Professorens private Bolig, men pludselig blev hun greben og ført ind i Sindssyge=Cellerne, befalet at klæde sig af, fik ikke Lov at tale med Nogen, og laa i et Værelse, hvor de Sindssyge hvert Øjeblik foer ind til hende og forskrækkede hende. Hun paastaar, at Kandidaterne drev Spot med hende og at hun i det Hele taget var undergivet en slem Behandling.
Pludselig blev hun ført til Oringe Sindssyge=Anstalt, hvor hun atter maatte være indespærret i Maaneder, indtil Prof. Helweg erklærede, at han ikke havde fundet nogen Sindssyge hos hende og udskrev hende. Familien sendte et Par underlige Personer til Oringe for at hente hende og bringe hende til en privat Sindssyge=Anstalt ved Kiel, men Professoren viste dem bort og gengav den ulykkelige Grevinde Friheden. - Naar man lægger denne Historie sammen med Birkedommer Bruns, Digterinden Amalie Skrams og flere lignende, faar man et underligt Begreb om vore Sindssyge=Hospitaler, der skulde være til Lindring og Helbred for Syge.