Om
Maren Svipdatter, der kom til Kjøbenhavn og lærte Adskilligt

Maren hun var en Pokkers Tøs,
Hun havde narret mangen Knøs,
Hun var polidsk og ganske kjøn,
Frierne sukkede dybt i Løn.
En havde skudt sig, Flere hængt sig,
Det skulde rigtignok Ingen tænkt sig.
En havde givet Amtmanden Prygl,
Alt sammen blot for Marens Skyld.

Thi mellem Fjolstrups hele Flok
Fandt hun slet Ingen gode nok,
En var for fattig, En for rig,
Og tilsidst turde Ingen fri.
Kurvemageren der paa Stedet
Tjente styrtende Penge ved'et,
Jo han kom dygtig i Skud
Ved alle de Kurve, hun deelte ud.

Kurvemagerens Piil slap op,
Saa maatte Maren sige Stop,
Nu blev kun kjed af det hele Sjov,
Og fik da hos sin Fader Lov
At gaae til Kjøbenhavn som Amme;
Hvorfor hun gik - det er nu det Samme,
Men hun tænkte som saa:
I Kjøbenhavn skal det bedre gaae.

Der fik hun snart en Jødesøn,
Aa, hvor var Moses himmelskjøn,
Men da hun gjorde det forbi,
Kom han i grueligt Raseri;
Da han gik hjem fra Afskedsscenen
Smed han en Mand i Rendestenen,
Der blev Slagsmaal og Blodet flød,
Jøden blev sat paa Vand og Brød.

Saa fik hun sig en Kræmmersvend,
En af de flotte unge Mænd,
Nu blev hun fiin og fixet op,
Ja, for hun havde en deilig Krop.
De gik til Bal, der nød hun Glæden,
Det var jo rigtignok kun i Kjæden,
Men det var dog saa pænt,
Og der traf hun en god Bekjendt.

Det var en rigtig Infanterist,
Han var i Følge med en Gardist,
De var derhjemme fra samme By,
Aa, hvor de dandsede og var kry;
I Kongenshave havde Begge
Seet lille Maren gaae og trække
Med de Smaa - og Skjælmerne lo,
De vilde ha'e hende begge To.

De talte Kræmmeren til med Du,
Han blev smidt ud, da han var jaloux,
Maren blev nu en Dandsehest,
Hun var i Kjæden en stadig Gjæst;
Hun gik med Hat og med Crinoline,
Sluttelig blev hun af de "Fine",
Røg Cigar og drak Baier, aa ja!
Ingen veed, hvor hun fik det fra.

Endelig blev da Gaaden løst,
Nei, det var ganske mageløst,
Hendes Soldat blev da tilsidst
Fa'er til en lille Infanterist;
Han stak nu a' - men Nogle mene,
At han ikke har været alene,
Det veed Maren vel bedst,
Men hendes Rygte fik sin Rest.

Maren tog hjem med samt den Smaa,
Ingen nu meer til hende saae,
Nu vilde hun nok have Een,
Skjøndt hun var før saa haard som Steen;
Ak, men der meldte sig slet Ingen,
De saae den Lille, det var Tingen,
Det var kun tarvelig Gavn
Maren havde af Kjøbenhavn.