En blid og yndig Aftenstund,
Da Alt var tyst og stille,
Jeg ilte til Laurettes Lund
Med Fløiten for at spille
Den Vise, som hun sang for mig:
Bliv evig tro, bliv lykkelig!

Og da jeg hen til Stedet kom,
Hvorefter Hjertet længtes,
Af Skræk jeg nær var segnet om
Ved Synet, som sig hændtes;
Det gav mit Hjerte saadant Stød,
Jeg troede snart at see min Død.

Jeg ind ad Hyttens Vindue saae,
Og skued' der min Frænde,
Som i Laurettes Arme laae,
Og han at kysse hende.
O Laura! hvorfor sveg Du mig?
Det havde jeg ei troet om Dig.

I Vredens første Raserie
Jeg hende vilde tage;
Men tænkte: - ak! nu er jeg fri,
Hvad nytter vel min Klage?
Men ivrig smed jeg Fløiten hen,
For aldrig meer at tage den.

Nu gaaer den stakkels Ludvig hen,
I Skoven eensom græder;
Har ingen Pige - ingen Ven -
Er skilt fra alle Glæder;
Thi Laura troløs var ham her,
Og glad han Dødens Komme seer.