Marie Brask er mit Jomfrunavn,
Min Hjemstavn er her i Kjøbenhavn,
Som Lille jeg gik
I Skole, men fik
Meest Lærdom i en Fabrik.
Som Pige tjente jeg derpaa
Til jeg min søde Snedker saae,
Han sa'e: "hvis jeg maae raade Dig
Saa vælg en anden Vei;
En Sangerinde hun tjener Mønt,
Saa hun kan kjøbe sig Stads og Pynt;
Lad blot de sorte Gryder staae,
Som Sangerinde Du Plads kan faae.

Den Tale gjentog han nu saa tidt
Indtil jeg gjorde det store Skridt.
Jeg fik, tænk engang,
Et Engagement
Paa Tivoli snart jeg sang.
Men tænk, da jeg en Aftenstund,
Med min Tallerken vandred' rundt
Og tænkte ei paa nogen Ting,
En Herre gav mig en Ring,
Og spurgte: "Maa jeg Dem følge hjem",
Jeg svarede: "Ja," det er ligefrem,
Det var jo Synd at sige ham Nei
Da han var saa høflig og pæn imod mig.

Om Aftenen fulgtes jeg med ham ud,
Og det var da ingen Synd, ved Gud;
Paa Fordelen seer
Jo altid Enhver
Om riig eller fattig man er.
Han svoer mig evig Troskab, ak,
Jeg troede ei, at det var Snak.
Han op med mig i Hjemmet gik
Og al min Kjærlighed han fik;
Og først om Morgenen skiltes vi,
Og De kan tro jeg var lykkelig,
Min Snedker uden meget Vrøvl
Fik Afsked med samt sin Sav og Høvl.

Min nye Kjæreste fulgte mig hjem
Hver Aften og jeg kan forsikkre Dem,
At jeg kunde faae
Hver Ting, som jeg saae
Naar jeg kun peged' derpaa.
Da han nu var saa gruelig flot
Saa maatte han sku pumpes godt,
Derfor jeg om et Shawl ham bad
En Aften vi fulgtes ad;
Men tænk saa svared' han: "Er Du gal,
Din Kjærlighed er ikke værd et Shawl,
Seil Du nu i din egen Søe,
Vi To er færdige nu! - adieu!"

Nu stod jeg uden Ven eller Trøst
Og tyed' derfor til min Snedkers Bryst,
Men knap han mig saae
Før han sagde - "aa!
Jeg hader Dig, vil Du nu gaae."
Jeg faldt paa mine Knæ og græd
Og sagde: "Kjære, vær ei vred
Jeg kan ei leve uden Dig."
Og dertil svared han mig:
"Da Du nu har voldt mig saamegen Qval
Du hele Historien synge skal,
Hvis Publikum kan tilgi'e Dig,
Du ogsaa Tilgivelse faaer hos mig."

Nu staaer jeg ydmyg for Publicum,
Alt har jeg skriftet, vær ikke grum;
Alt vil nok gaae godt
Naar bare jeg blot
Min Tilgivelse havde faaet.
Min Skjæbne De i Haanden har,
Vær naadig og for Straf mig spar,
O skil mig ikke grumt fra den
Som før var min lille Ven;
O Naade, lad mig nu ei omsonst
I Aften bede om Deres Gunst,
Dersom jeg min Snedker nu skal ha'e
Saa siger De bare et lille Ja.