Interessant Nyt
om Forhørerne
samt ganske ny Vise om
Frøken Anna Hude

Hun var saa ung og saa yndig
I friskeste Ungdomsvaar,
Hun var saa klog og saa kyndig
Langt forud for sine Aar.
Hun spildte ei Ord og Tanke
Paa Hverdagens Vrøvl og Skraal,
Men trodsende hver en Skranke
Hun drog mod saa stort et Maal.

Da mødte hun paa sin Vandring
En Tiger med giftigt Blik;
Og nu – o, hvilken Forandring!
Sit Haab hun ei opfyldt fik.
Og Lægen, det var den Tiger! - -
Han gav hende gode Raad,
Mens dybt i sit Bryst han higer
Alt efter saa sort en Daad.

Han saae hun var ung og kjendte
Ei Verdens den falske Færd,
Han saae hun var skjøn, han brændte
Af uren og ond Begjær;
Med sindige Ord den Væne
Han lokked da til sin Bo,
En Bolig stille og ene,
Hvor Ingen hørte de To.

Og her blev en Gjerning øvet,
Som knap tør siges med Ord;
Thi her blev ranet og røvet
Al Ungmøens Fryd paa Jord.
Men ei det nytter at klage,
Hvem vil hendes Ord vel tro?
Thi vender hun taus tilbage
Og lader sin Sag bero.

Hun skjuler sin vilde Smerte,
Hun dølger sin svare Nød,
Og nærer kun i sit Hjerte
Hævnlystens blussende Glød.
Vel Loven kan Skurken skade
Og fremme den gode Sag,
Men hun kan ham bittert hade
Og skabe Gjengjældelsens Dag.

Saa grunded hun paa at hævne
Ved Dag og i tause Nat;
Tilsidst hun satte ham Stævne
Lig det, der var hende sat;
I Gjensynets Had og Harme
Hun talte ei mange Ord,
Men løfted i kjække Arme
Det skjulte Vaaben fra Jord.

Men svagt og daarligt kun hende
De skjælvende Hænder lød,
Hun saared kun let sin Fjende,
Skjøndt hun vilde voldt hans Død.
Det for hendes Øre summed,
Da hun blev i Fængsel ført,
At Jorden, den vide, rummed
Hans Hjerte end uberørt.

Derfor kan Du trygt nu sove,
Du Ungmø! sorgfuld og skjøn!
Thi han, som brød Ærens Love,
Har faaet Forræders Løn:
For Dommen han turde ei møde,
Selv slukte han Livet ud;
Nu dømmer ham for hans Brøde
Den store, evige Gud.

Men Dig vil Mennesker dømme,
Du arme, krænkede Mø,
Der vaagned af Ungdommens Drømme,
For langsomt af Sorg at dø.
I Kamp for Ret og for Ære
Forsaged Du alt paa Jord;
Nu hjælper dig Gud at bære
Den Fane, hvortil du svor!

Forhørerne, der nu ere sluttede, har godtgjort, at Frøken Hude er bleven voldtagen af Læge Leerbeck. Ifølge "Jllp." har Madam Jakobsen maattet tilstaae, at hun var vidende om, at der i "Konsultationsværelset" blev øvet vold imod Frøknen af Lægen, uden at hun gjorde Noget for at forhindre det, og at Anna Hude, da Døren blev aabnet for hende, styrtede grædende ud med sit Toilette i Uorden. Sidstnævnte har erklæret, at hun i Værelset blev lammet af Skræk, og hvorfor hun ikke gjorde Anskrig, var, fordi hun frygtede den Skam, som Sagen, naar hun tilkaldte Fremmede, vilde bringe over hende. Kort Tid efter at Forbrydelsen var begaaet imod hende reiste hun hjem til Roskilde og besluttede at drukne sig i Fjorden, men opgav dette og vendte tilbage til Kjøbenhavn for at fortsætte sine Studier. Her viste Forføreren sig strax for hende, idet han var Huslæge hos den Familie, hvor hun opholdt sig, og da hun en Dag var ene hjemme, forsøgte han atter en utugtig Tilnærmelse, hvilken hun kun fik afværget ved at støde ham bort og erklære, at Familien strax kom hjem, ja, selv paa Gaden og engang paa en mindre befærdet Vei vilde han omfavne og kysse hende, hvorfor hun maatte undfly. Hun havde omsider gjort Bekjendtskab med en Handlende, en Enkemand, og fortalt ham det Hele. Denne raadede hende til ikke at foretage Noget, hvorved det Passerede kunde blive bekjendt, men bestyrkede hende i at fordre en Forklaring og Erklæring af Leerbeck. Sidstnævnte betragtede det imidlertid kun som en Tilnærmelse fra hendes Side, og var lige fræk og nærgaaende mod hende, hvorfor hun nu besluttede at dræbe ham, efter først at have gjort et Selvmordsforsøg ved at drikke en sidste Rest af en Flaske Kloral, hvorved hun dog kun sov en Dag. For 12 Kr. 50 Øre kjøbte hun en Revolver med 50 Patroner, og fik Lærlingen i Udsalget til at vise sig, hvorledes den skulde lades og affyres; derpå opsøgte hun Leerbeck i Læderstræde og forøvede Attentatet imod ham. Saalænge Forhørerne ikke vare sluttede, holdtes hun ubekjendt med Leerbecks Selvmord, for ikke at komme til at skjule Noget, og da Dommeren endelig meddelte hende det paa saa lempelig Maade som muligt, blev hun meget overvældet af Efterretningen. Hun nyder i Arresten en saa god Behandling, som Fængselsreglementet tillader det. Institutbestyrerinde Frøken Zahle, af hvem Frøken Hude er Elev, har været hos Kongen for at søge Benaadning for hende. Kultusministeren har ladet hende underrette om, at den Understøttelse, hun har faaet paa Finansloven til sine Studier, ikke vil blive hende berøvet.