O kjære Ægtestand!
Hvad skal en stakkels Mand
Dog dømme, naar han faar
At se, at Konen gaar
Som en Prinsesse klædt,
Imens han selv er stædt
Saadan at han
Er selv en fattig Mand?
Maa han ej tænke: Hva' æ desse her,
Hvor faar hun disse fine Klædninger!
Og Penge har hun altid! - den er gal,
Jeg over Tingen tænke skal."

Og saadan gik det nu
Forleden Dag, ja hu,
En Mand fik Tanken paa,
Hvordan det kunde gaa,
Med Konens Mønt og Stads -
Hun gik vist paa Callads;
Saa tænkte han:
Det kan sgu ej gaa an!
"Hør, Kone," sa'e han, "jeg skal rejse væk
I Aften, men du skal ej dø af Skræk,
I Morgen kommer jeg jo atter hjem,
Og bliver - det er ligefrem."

Og Konen tørrede
Sin Kind og sørgede,
Men gjorde ingen Spræl,
Hun sa'e blot rørt: Farvel!
Og Manden gik, men nej,
Han rejste ej sin Vej,
Han i et Værtshus sad,
Den snilde Rad.
Og Klokken tolv om Natten listede
Han op, og strax Ballonen bristede,
For da han tændte Lys, saa saae han jo,
At Konen bleven var til To.

Nu blev der svært Halløj,
Til Sengen Manden fløj,
Der laa de sødt og sov,
Men saa blev Manden grov,
Og skreg paa Trolleri,
Og sa'e: Nu holder I
Jer stille til jeg ser
Om her er fler!"
Saa hented han et Reb, og slyngede
Det tæt omkring de Syndbetyngede,
Og bandt dem til et Stykke Møbel blot,
Saa stod de der solidt og godt.

En Droske hented han,
Og sa'e: Kom nu heran,
Nu skal vi Alle ha',
En Kjøretur, hurra!
Vel er I klædt lidt let,
Men bryd jer ej om det,
Naar vi Stationen naaer,
Vi Varme faar!"
Saa trak han dem i Hast i Drosken ned,
Og Kusken han forstod jo strax Besked,
Lidt efter kom de paa Stationen ind,
Hel løjerlig i deres Sind.

Han præsenterede
Dem - lidt generede,
Den Fremmede var kjendt,
Et Uheld var der hændt,
I Søvne var han gaaet,
Men da man havde faaet
Paa Sagen Rede, saa
De kunde gaa,
Sa'e Manden rolig: "Lad os skilles ad,"
For denne Handlende han er en Rad,
Han gaar vist tidt i Søvne!" og de sa'e:
"Ja vel, din Ret du nu skal ha'e."

Beretning.
Om det bekjendte Ægteskabsdrama paa Nørrebro meddeles her tildels efter "Socialdemokraten":
En paa Nørrebro boende Arbejder bemærkede, at hans Hustru i den senere Tid havde Raad til at anskaffe sig flotte Klædningsstykker og var bedre beslaaet med Sølvtøj end det kunde slaa til af Mandens Fortjeneste. Af Naboer og Bekjendte erfarede han samtidig, at en i Nærheden boende Handlende nærede ømme Følelser for hans Kone, og han besluttede nu at gjøre en brat Ende paa Skandalen. - Til sin Kone fortalte han da, at han skulde arbejde hele Natten, og derfor ikke kunde ventes hjem før om Morgenen.
Ved Midnatstid kom han nu uformærket hjem og træffer der den omtalte Handlende. Hurtig besluttet tager Ægtemanden et solidt Reb og binder dermed dem begge forsvarligt til et større Møbel i Værelset, henter en Droske og tvinger derpaa den fremmede Herre i et meget luftigt Kostume - kun Skjorte og Strømper - ned i Vognen, og kjører til Stationen paa Fælledvejen, hvor Arbejderen præsenterede den Handlende i sin lette Paaklædning for Politiet, for at man kunde se, at hans Fordring paa Skilsmisse var berettiget.
Man paastaar, at den Handlende er gaaet i Søvne og kommen ind i en fejl Lejlighed; dette er jo ikke umuligt, men det er rædsomt uheldigt, at det netop skulde ske den Nat, da Manden var ude.