En Sømandsbrud har Bølgen kjær!
Det stolte Hav hun fjern og nær
Betragter som sin Brudeseng
Og Vugge for sin Dreng!
/: I Vindens Susen, Stormens Brag,
Orkanens Hyl om sjunkne Vrag,
Hun hører kun sin Elskovs Ven,
Der bringer ham igjen! :/

Ja stolt er Sømands vilde Liv!
Naar Elementer staae i Kiv,
Hans Kamp imellem Død og Liv
For ham er Tidsfordriv.
/: Det hvide Kors i Dugen rød
Staaer for hans Blik i Farens Hegn;
Thi Blod er Varsel vel om Død,
Men Korset Frelsens Tegn. :/

Misunder derfor Sømands Lod,
Hans Liv er som den lette Baad,
Der tumler om paa Verdens Hav
Til Bølgen bli'er hans Grav.
/: Men selv paa Havets dybe Bund
Han priser end af Hjertens Grund
Den Ven som tog ham i sin Favn,
Og gav ham Hædersnavn. :/