Børneslagteriet
I Mørkets Hule skød sig frem
Forbrydelsernes Frugt;
De Smaa, som kom i Dødens Hjem,
Paa dem blev Øjet lukt.
De aned ej den haarde Lod,
Som skulde træffe dem,
De ramtes snelt af Dødens Braad,
Og hvile nu i Gem.
Ak, hvor var hendes Hjerte haardt,
Som kunde handle saa?
Og nu, da hun er draget bort,
Hvordan vil hun fremstaa
For ham, der ser og kender alt,
Som er de Spædes Ven?
Thi hun er for hans Trone kaldt
Og kommer ej igen.
Henslængt som Aadsel i en Krog
Fandt man de Spædes Lig;
Og deres Mødre man bedrog,
Og kvalte Barnets Skrig.
Hvor mange Børn blev dræbt ved Svig,
Hel skjult de bragtes bort,
Der handles dog saa skændelig,
At det er Skam og Tort.
Men dem, som hjalp til syndig Daad,
De skulle mærke nu,
At de skal staa for Ret og Raad
Og føle Sjælens Gru.
De Smaa, som de har dræbt, en Gang
Skal staa for deres Blik
Og følge dem paa Vejen lang,
Fordi i Synd de gik.
Men I, som drive Kødets Lyst,
Og ville lege Skjul
Med Frugten, hør den strænge Røst,
Som straffer Synden ful.
Selv om I dølge Brøden her,
Et Øje er der dog,
Som altid klarlig skuer Jer,
Husk, I staar i hans Bog.
Børneslagteriet i Elbagade.
Som alt bekendt modtog en Md. Rasmussen i Elbagade jævnlig Plejebørn og hemmelig fødende Kvinder. Børnene døde paa en besynderlig Maade og forsvandt, og nye Stakler kom i deres Sted for at gaa samme Skæbne i Møde. Md. Rasmussen aflivede sig ved Hængning paa Smedielinien da hun mærkede Uraad, hvorimod hendes 30=aarige Søster, den 17=aarige Tjenestepige, samt Jordemoder F. A. Madsen bleve anholdte. Sagen opdagedes ved, at en ung Moder meldte, at hendes Barn var forsvundet mellem Md. Rasmussens Hænder. Politiet fandt 2 forraadnede Børnelig, det ene i en Zinkballe, det andet i en Skarntønde.
Den anholdte Tjenestepige Laura var hellig og kom i Frelsens Hær. Hun havde tjent Søstrene to Gange, og allerede første Gang, da de boede i Wesselsgade, havde de mange Plejebørn, hvoraf flere døde pludselig, men uden at der skete Begravelse; de smaa Lig vare bortskaffede paa en uforklarlig Maade. Med en Tjenestepige, som vilde se til sit Barn, der altid blev nægtet hjemme, og Plejemoderen opstod der en voldsom Scene. Laura havde ikke i flere Dage set Barnet, da det blev holdt skjult for hende, men pludselig fortalte Md. R. hende, at Barnet var død og begravet Dagen forud. Pigen blev mistænkelig, men turde intet sige. Da hun paa ny kom i Tjeneste hos Søstrene i Elbagade havde de 6-7 Plejebørn, som alle efterhaanden døde, og der antoges nye. De døde alle pludselig, medens hun var et Øjeblik borte, og navnlig erindrer hun en lille livsglad rask Dreng, som det ene Øjeblik legede og spøgede med hende, og som blot, medens hun var et Kvarter borte, af den grædende Plejemoder sagdes at være død, da hun kom tilbage.
Efter et Par Dages Forløb var Liget forsvundet, og Plejemoderen fortalte, at den lille blege Dreng var bragt ud paa Kirkegaarden.
Da Politiet havde været i Lejligheden, gik de to Søstre fra Sans og Samling. Plejemoderen løb over Gaarden til Brændekælderen og kom tilbage med en Balle, hvis Indhold hun tømte i Gaardens Skarnbeholder. Straks efter hentede hun endnu en Balle, som hun satte ind i Pigekammeret, hvorfra nu trængte en næsten dræbende Liglugt ud i Lejligheden. Derpaa kom hun ligbleg ind og raabte til Søsteren, den fhv. Diakonisse, med hæs Stemme: "Jeg gaar ud og hænger mig! Sig Politiet det Hele." Hun famlede bort og fandtes hængt i et Træ paa Smedelinien. Søsteren bragte nu Ballen tilbage til Kælderen, hvor Politiet fandt et Barnelig. Pigen gik ned og rodede med Armene omkring i Latrintønden, indtil hun fik fat i et halvt forraadnet lille Lig, indhyllet i Pjalter.
Skrækkelige Ting ville rimeligvis komme for Dagens Lys i denne forfærdelige Sag. Om Jordemoder Madsen tales ogsaa skrækkelige Ting; hun var Md. R.s Veninde og leverede Børn til hende.