Nu ligger jeg paa Rheden og skal fare,
Gud veed, naar jeg kommer igjen,
Adieu, alle Pigerne saa rare,
Farvel, min udvalgteste Ven.
Mig syntes det falder tungt og svært,
At jeg og min Ven skal skilles her,
Men det kan ei anderledes være,
For Tiden den er mig saa lang.

"Men siig mig oprigtig din Mening,
Om Du og vil have mig til Ven,
Eller agter Du mig for en Skjøge,
Det belønnes af Himlen igjen.
Saa fattig en Pige jeg er,
Saa redeligt Hjerte jeg bær,
En Pige, hun er snarlig bedraget,
Af den Ven, som hun haver saa kjær.

See Vinteren, hvordan den skrider,
Og Sommeren stunder nu til,
Og jeg har min lille Ven mistet,
Hvem skal jeg nu holde mig til.
See Lunden den stander saa vel,
Men jeg sidder hjemme i Qvæld,
Den tungeste Sorrig at bære,
Er at miste sin Ven saa kjær.