Pudse=Peter
Mit Navn er Pudse=Peter,
Ved Lygtepælene jeg staaer,
Og der saa tidt jeg seet er
Og rask min Børste gaaer!
Jeg Folkses Støvler pudser,
Pi-pa-pudser,
Jo, jo, der rigtig Sjus er,
Naar rask jeg kiler paa!
(Monolog: Ja, det hænder nu tidt at naar en Herre med de "fine Lakerede" paa, skal til et Stevnemøde, han komme til at træde i et uartigt Ord, - som de siger i "Et Dukkehjem" paa "Morskabstheatret" - og hvad gjør han saa, naar han ikke vil lade det sidde paa sig? Han siger da barstens til mig):
Pist! Pist! kom med din Børste,
Kom Pudse=Peter vær ej seen,
Jeg traadte i den største - -
Jeg siger: "Den var ren!"
Med Børsten, nu jeg høvler,
Hi--ha Høvler,
Og strax jeg gjør hans Støvler,
Saa blanke som et Spejl!
(Monolog: Se, det gaaer nu nok an med de "Lakerede"; men faaer man fat i en af dissehersens Transtøvler - dem kan ingen Fanden faae rene! Saaledes kom der forleden Dag en Rigsdagsmand, der kom lige fra "Tørvemosen" oppe i Rigsdagen, med et Par Støvler, der lugtede af Tran og Tørv):
"Kom hid Du Fa'ens Onge,
Aa bøst mei Skankerne, din Rad!
Te' Taffels hos vor Konge,
Je' ska' te' Middasmad!
For it Pa' Øre gi' mei,
Gi-ga gi' mei,
Men jeg ve barstens si' Dei
Paa "Smørrelsen" ej spar!
(Monolog: Naa; men det værste Grin havde jeg forleden dag, da jeg laa og pudsede Støvlerne paa en falleret Urtekræmmersvend, der nu har taget Borgerskab som "Grosserer" og gjør i Kolonialvare; som jeg staaer og børster, kommer hans Skomager og - vupti! - trækker ham den ene Støvle af ham med de Ord: "De skylder mig endnu det halve for det Par Støvler - den ene er kun betalt!" og saa stak han a' med den ene Støvle under Armen, mens den stakkels "Grosserer" maatte spadserer hjem paa en bar Hosesok, hvoraf alle fem Tæer stak ud - jeg mistede rigtignok 5 Øre ved den Forretning; men jeg havde Grin for Pengene for alle Drengene sang):
"Hurra! Grosseren leve,
Hurra for alle hans's Tæ'er!
Han vil nok gi'e en "Greve",
Det nydelig' ham klæ'er!
Næ, se til ham, til Pærten,
Pi-pa-Pærten,
Som nu har "gjort i "Sværten",
I "Blankesværten" gjort!"
(Monolog: De flinkeste Folk er dem, som det gaaer "skjævt", eller som holder skjæve Støvler, de gi'er altidsens 10 Øre for at blive "bøstet". Kommer saadan en "Studentmagersvend", der er vandkæmmet og hvis Hat har faaet for 33 Øre hos Hattemageren, saa hedder det immer saa gemytlig):
"Kom Peter - op med Daasen
Med "Jux" Du Skoens Huller dæk,
Vi veed, hos Dig, kan faaes en! -
En Glands som ej er væk!"
Han ned ad Gaden sejler,
Si-sa-sejler,
Mens Kjæresten sig spejler,
I hans Overlæ'er!
(Monolog: De daarligste Kunder ere nu Fruentømmerne - for de skenere sig nu for at vise deres Pibestilke af Lægge, der ligner Grev Moltkes Hanes, frem. Naar der engang imellem kommer en "Slagpige", som skal til Balfaldera i "Figaro" eller en anden Dandsebule og desformedelst vil møde med hvidt Bentøj og blank Skotøj, saa er der Spænd i Gaden; Alle vil se paa, at jeg børster Jomfruen; hun betaler flot; men kan aldrig faae Arbejdet gjort godt nok - det gaaer bestandig):
"Aa, gi' mig Lidt paa Snuden,
Paa Støvlesnuden og min Hæl!"
Derpaa saa sejler Skuden,
Saa bli'er der Grin og Vræl:
"Hurra for Pudse=Peter!"
Pi-pa-Peter,
Men jeg, jeg ta'er "Moneter"
Og la'er dem grine væk!