Jeg behøver vel næppe at spørge
Om der Nogen har Lyst at være med;
Slutte Pagt, at vi aldrig vil sørge,
Være lystige og glad paa hvert et Sted.
Vil ei Alting efter Ønske gaae,
Maa vi dog tilfreds og glade staae;
Thi mit Navn er ”den lystige Krabat,”
Samme Navn faaer hver lystig Kammerat.
Jeg behøver vel næppe at forklare
Om hvorledes det ellers sig har fat,
At jeg kan saa mit Rygte bevare,
At man kalder mig ”den lystige Krabat”
Ja, til Alt, hvad end der monne skee,
Man maa ret af Hjertet kunne lee;
Og hver Dag saa fra Morgenen gryer
Holder man et forskrækkeligt Styr.
Jeg behøver vel næppe at sige,
At det Bedste jeg finde kan her
Paa vor Jord, er en elskelig Pige,
Som mig ret af sit Hjerte haver kjær.
Kammerat, gjør Du nu ligesaa:
See Du ogsaa en Kjæreste at faae!
Tidt man faaer sig en luun Passiar,
Naar man barestens en Kjæreste har.
Vi behøve vel næppe at lede;
Thi naar ikkun Humøret det er godt,
Overalt da vi finde kan Glæde,
Overalt da vi kunne leve flot,
Aldrig vi med Næsen hænge maa,
Om det og iblandt lidt skjævt mon gaae,
Altid munter er ”den lystige Krabat,”
Et Hurra for hver lystig Kammerat!