Snart synker Volden nu i Graven ned,
Stadsgraven mener jeg, De veed Besked,
Denne stærke Fæstningsvold,
Som har trodset Fjenden bold,
Hvor Møllerne de brændte, naar Terminen var for gold.
Ja, det var der at Svensken fik
Kanel, saa det dundred,
Dengang han løs paa Volden gik,
Det var sextenhundred
Ni og halvtreds i Februar,
Og det kan hænde sig, der var
Humør i vore Fædre - den er aabenbar.

Ja, disse gamle Borgere holdt Stand,
De smurte Fjenderne saa det gik an,
Men se, siden var det smaat
Nok med Volden, veed vi godt,
Den har i flere hundred Aar nu staaet som Per Tot.
Men saa kom Krigsminister Han=
sen til Regimentet,
Han freded Volden som en Mand,
Det har vi set prentet.
Men som engang derop han red,
Saa sad der just en Hund og - bed,
Ministrens Hest blev sky og saa faldt Hansen ned.

Han blev nu græsselig manerlig, ja,
Det kan Enhver jo nok begribe, a'
Naar en Hund tør byde Trods
Til en Krigsminister, Ko's,
Saa maa det hævnes blodigt, og han gav sig til at slaas.
Med alle Hunde, som han saa,
Men saa blev det værre,
Han blev til Spot, og Saadant maa
Ej ske, nej Vorherre
Bevares, og se derfor sa'e
Sgu Krigsminister Hansen: "Ha,
Nu skal vi jage alle Hundene herfra."

Strax blev der sendt til Stokhuschefen Bud:
Hver Dag en Trop af Slaverne skal ud
For at fange Hundene,
De bør holdes bundene,
Og ellers skal der skydes, til de er forsvundene.
Aa, det var ret en Nydelse,
Det vil jeg ej dølge,
Naar Hansen red med Frydelse,
Derop med sit Følge
Af Slaver og af Hunde, som
De fangede, ja for de kom
Sgu dog derop, det var der ingen Spørgsmaal om.

En Tid saa frygtede man svært, hu, ha,
For at den dyre Vold skuld' brænde a',
Ingen maatte ta'e Cigar
Med derop, og derfor var
Der Skildvagt hele Volden rundt, - det gjorde Sagen klar.
Men op paa Bastionerne
Man maatte ej komme,
For der laa jo Kanonerne,
Og skjøndt de var tomme,
Sa'e sjette Fred'rek, "Folkets Ven":
"Nix pille her ved Fæstningen!"
Og hvem man traf, blev transportert til Vagten hen.

Mange om Somren ynder svært det Fri,
Derfor tog de paa Volden frit Logi,
Paa Kanonen laa de blødt,
Naar med Blyhat de var mødt,
Men mærked Kommandanten det, saa blev han grulig stødt.
Jo jo, paa Volden i det Fri,
Der er blevet stiftet
Tidt et og andet godt Parti,
Og naar Folk blev giftet,
Saa gik de op i Enighed
Paa Volden og tog "Perle" med,
For de fik mange Minder frisket op derved.

Bededags Aften var der altid Stads,
Folk myldred' op, - der var et farligt Mas;
Klokkeklang var Alles Fryd,
Knapt man hørte Ørelyd,
Men derpaa stod den varme Tvebak der og vinked: "Nyd!"
Og hver Gang kom Prinds Ferdinand
Og saa Caveline, -
Ak ja, de skjønne Dage svandt! -
Med sørgmodig Mine
Vi gaa til Tomterne - ved dem
Vi ta'r vort Lommetørklæd' frem
Og græder Potteben og traske sorgfuldt hjem.