Pigernes Skræk

I Skovens milde Ensomhed,
Hvor Droslen slog sin Trille kønt,
Og boede hos sin Brud i Fred,
Mens Hegnet smykked sig med Grønt,
Der gik i Ro den Vandrer tidt,
Og drømte ej om Vold og Svig,
Da pludselig foer Rygtet vidt
Om Mørkets Daad uhyggelig.

I Sommersolens lyse Skær
Stak frem af Jord en Kvindearm,
Og da med Rædsel man gik nær,
Saae man et Lig med blodig Barm.
Snart fandt man ud, hvem Kvinden var,
Af trofast Kærest var hun kendt;
Da blev Forbrydelsen først klar,
Da vidste man, hvad der var hændt.

En Usling, grim, modbydelig
Med Falskhed lokked Pigen ind
I Skoven - hun var nydelig
Med Sundheds røde Blomst paa Kind.
Sig Kærlighed tiltvang han der,
Og myrded Offeret dernæst,
Udplyndred hende saa bag Trær,
Hans Hustru hjalp som hun kund' bedst.

Snart savnes flere Piger nu,
I deres Ungdoms Vaar de led
En pinlig Død i Angst og Gru
Og lagdes under Grønsvær ned,
Dog Straffen faar den Gerningsmand.
Med samt sin Viv han fængslet blev,
For Dommeren det gaar ej an,
At nægte frækt, hvad de bedrev.

De Dræbtes Kufferter hos dem
Man fandt, og deres Tøj dertil,
De loved Pigerne et Hjem,
En Tjeneste - saa vandt de Spil.
For Voldtægt, Mord og Tyveri
Er Ægteparret fængslet haardt,
De slippe aldrig mere fri,
Fra Jorden maa de begge bort.

Fortvivlet i sin Ondskab sprang
Den Morders Viv af Vindvet ud,
Hun saares slemt, men dog en Gang
Hun slipper ej for Straffens Bud.
Tungt Taaren for de Dræbte randt,
Ved Baaren Slægtningene staar,
Men findes skal hver, som forsvandt,
Og Morderen ej Naade faar.

Beretning.
Det skrækkelige Ægtepar, hvorom her er Tale, er Franz Schneider, Daglejer, 35 Aar gl., tidligere straffet for Bedrageri og Tyveri og af et modbydeligt og skrækindjagende Ydre. Hans Hustru Rosalie er nogle Aar ældre. Det er opdaget, at de have gjort en Levevej af at plyndre og myrde Tjenestepiger i og ved Wien, hvorom er oplyst følgende:
Man fandt for nogen Tid siden i Skoven ved Neulingbach et halvt afklædt Lig af en omtrent 30=aarig Kvinde. En Karl genkendte i den Døde sin Kæreste, Tjenestepigen Gottwagner, som han længe havde savnet, og som han sidste Gang havde set i Følge med et andet Fruentimmer og et Mandfolk. Ved Undersøgelsen viste det sig, at disse Mennesker havde lokket Pigen bort fra et Fæstekontor under Paaskud af, at skaffe hende en god Plads i en Villa.
Paa samme Tid meldte en anden Pige, Anna Djuris, at hun i den nævnte Skov var bleven voldtaget af en Mand, der udgav sig for Gartner og lovede hende Plads.
Beskrivelsen passede paa den Mand, som Gottwagners Kæreste havde set med hende. Politiet fandt ham efter Signalementet. Det var Franz Schneider, der tillige med sin Kone blev arresteret.
Man fandt i deres Hjem flere Skudsmaalsbøger og seks Kufferter, hvoraf den ene viste sig at have tilhørt Pigen Gottwagner, den anden tilhørte Pigen Frederikke Zuser, der har været forsvundet siden 8de Juli 1891, og om hvem det er oplyst, at hun af Schneider havde faaet Tilsagn om en Plads i en Villa. En 4de Tjenestepige blev af Schneider opfordret til at tiltræde en Plads hos en Baronesse. Paa Vejen dertil søgte Schneider at voldtage hende og senere at kvæle hende. Hun undslap dog og optræder nu som et sikkert Vidne.
En 19=aarig, forsvunden Pige, Rosalie Kleinrath, er sandsynligvis ogsaa myrdet af Ægteparret, da hendes Fader i en af de nævnte Kufferter har genkendt sin Datters.
Der opdages stadig flere Lig, og Skoven ved Wien bliver gennemsøgt for at finde flere Beviser.
Under Arresten sprang Fru Schneider ud af Vinduet, men faldt blot ned paa et andet Hustag, hvor hun vel forslog sig slemt, men ikke livsfarligt.
Om disse Mord nu ere udførte af Rovbegærlighed eller Myrdelyst eller af andre Grunde, vil vel fremgaa af Forhørene, men man frygter, at der endnu vil komme mange Lig for Dagen.