Det var Nat imellem Klokken 1 og 2,
Gine gik en lille Tur paa Vesterbro,
Hvor hun traf en rigtig fin og flot Person,
Der lignede en ægte Københavnerjon.
Fyren var Betjent, og konverserte helt fornøjet
Med den unge Pige, som var hed og elskovsglad.
Lige til den lille smukke Gine gik i Tøjet,
Og paa Politistationen sad,
Gine sa'e: Hvor Mændene dog falske er,
Paa den Galej skal jeg, min Sanden, aldrig mer.

Gine blev forlovet med en smuk Gardist,
Først var hun forelsket og i Sindet trist;
Men saa aabned hun tilsidst sin Pengepung,
For man skal forlove sig imedens man er ung.
Men en Dag opdaged hun det utro ved Gardisten,
Og at hun var bleven holdt for Nar ved Løgn og List,
Tænk Dem, en Veninde fik et Barn, det var en trist en,
Fa'ren det var Gines tro Gardist.
Gine sa'e: Hvor Men'skene dog lumske er,
Paa den Galej skal jeg, min Sanden, aldrig mer.

Gine hun blev gift, men fik dog ingen Børn,
Men en Mand, som dagligdags trak med en Bjørn,
En, som stadig prygled hende eftertrykkelig,
Saa at hun følte sig saa højst ulykkelig.
Og da han en Aften atter med en Bjørn hjemvendte,
Saa tog Gine straks det fornuftigste Parti,
Hun fra Bjørnetrækkeren med sine Møbler rendte
Bort fra Hjemmets Kval og Tyranni.
Gine sa'e: Hvor Mændene dog falske er,
Paa den Galej skal jeg, min Sanden, aldrig mer.

Gine hun blev lige ni og tredve Aar,
Det var netop hendes Fødselsdag i Gaar,
Da hun døde her paa Fredriks Hospital,
Og drog bort fra denne Verdens Jammerdal.
Gine tænkte paa de mange skønne Ungdomsminder,
Mens hun laa paa Sottesengen, Livets sidste Stund,
Taarerne de trillede ned ad de magre Kinder,
Det var heller ikke uden Grund.
Gine sa'e, da sidste Gang hun trak sit Vejr:
Paa den Galej skal jeg, min Sanden, aldrig mer.