I ved, at Menneskene tilforn
En Gang har bygget et Babelstaarn.

Metusalem han var Arkitekt.
Man paa Erfaring la' den Gang Vægt.

Og Jonas var hanses Konduktør,
Og Abraham han var Treppenør.

Og Moses var hanses Tegneka'l,
Han holdt ham med Papir og Lineal.

Nebukaneser fra Syrien,
Han var nu hanses Kalkeresvend.

Til Tider tegned de ikk'et Slav,
Hinanden torsked de og tog Tav.

Naar de slog Hakker i hans Linjal,
Saa blev den Gamle i Skallen gal.

Og Jonas var a' den rette Slavs,
For han var Ridder a' Tante Lavs.

Naar Abraham kunde se sit Snit,
Saa laved han noget farligt Skidt.

Metusalem han var paa sin Post,
De vilde mure naar det var Frost.

Og da de kom med Gulvbræderne,
Saa var de ikke kunsede.

Da Gulvet ej vilde makke ret,
Saa vanded de det, saa blev det tæt.

Det Taarn blev bygget i ny dansk Stil,
Gesimsen var Metusalems Profil.

Og Taarnets Plan den blev lovlig skidt,
Fordi den ikke var vist i Snit.

De øverst laved en Samling, men
Nu tror jeg nok, de er gaaet fra den.

De brugte ikke Murarbejdsmænd,
De hejsed Sten med Krarups ny Patent.

De bygged Taarnet i Snejlegang,
Mens David sang dem en dejle Sang.

De slap forbandet let til den Idé,
Mursvendene forløb med Skifterne.

Naar det var Regnvejr og det dem stak,
Saa laved Svendene Kittesjak.

En Masse Øl blev der drukket der,
De Skoven ej ku' se for bar Øltrær.

Fra Kvisten ej i Gaar'n de gad gaa ned,
De sad omkring paa Lofterne og ….

Og naar Metusalem der op var smurt,
Saa traadte han i Reglen i en ….

Da Rejsegildet besluttet ble',
Blev deres Tungemaal forvirrede.

En talte Volappk, en talte Fransk,
Og en Kinesisk, en anden Dansk.

Og Rosen det var den Danskes Navn,
Han bragte Taarnet med til København.

Han bragte Taarnet med til København,
Og Rosen det var den Danskes Navn.