Til
min Elskede

Til den grønklædte Lund
Vil vi vandre en Stund,
I Erindring vi ile tilbage
Til det yndige Sted,
Hvor vi dvælede ved,
Da Du loved' at blive min Mage.

Kan Du mindes, min Skat!
End den yndige Nat,
Da vi sad paa de grønklædte Høie,
Da, beruset af Fryd,
Nattens glimrende Pryd
Lokked' Perlerne frem af Dit Øie.

Kan Du mindes, min Brud,
Hvad Du hvidskede ud
Samme Gang, mens Du sank til mit Hjerte.
Der ved Bækken, hvori
Vandet risled forbi,
Vi ei kjendte til Sorg eller Smerte.

Kan Du mindes dengang,
O, hvor Droslen den sang,
Og hvor Maanen til os monne smile.
Glad vi vandred der hen,
Du mig kaldte "Din Ven!"
Første Gang ved mit Bryst Du mon hvile.