Skjønt i Frugtbarhed et Feeland
Fuldt af alskens Røverpak
Er alligevel Ny=Zeeland;
Men iblandt dens værste Rak
Regnedes Kong Matsus Flok
Enkeltvis som og en bloc.

Det var just ved Frokosttiden
Matsu ulvehungrig sad
Dronning Mitsu sad ved Siden
Af. De ventede paa Mad
Kongen raaber: Kald min Kok!
Nu har jeg s'gu sultet nok.

Kokken kommer. "Hvad befaler?
- Spørger han med høfligt Buk -
Konge over Kanibaler,
Du, der er saa god som smuk!
Skal det være Grisetæer,
Eller blot en Missionær?"

- "Missionærsteg er jeg kjed af,"
Svarer Kongen gram i Sind.
"Den Slags Mad bli'er Ingen fed af,
Det er bare Been og Skind.
Vil Du redde, Kok, Dit Liv,
Hit med Missionærens Viv!"

Strax for Kongen Kokken leder
Frem Madammen rund og trind,
Skjønt hun skraaler højt og beder,
Matsu teer sig døv og blind,
Lader blot sig fæste net
Under Hagen sin Serviet.

Offeret han saa betragter
Tankefuld et langt Minut,
Til hans Blik ved hendes Agter=
part sig hæfter fast til Slut;
Og han vinker Kokken nær:
"Skær en Endeskive der!"

Kokken skærer, men Tournuren
Dreier Knivens skarpe Æg,
Og forbauset stirrer Fyren:
- "Her bli'er ingen Flæskesteg!
Konge see! Den Kvindesærk
Er det bare Pindeværk."

Matsu studser, og den vise
Kannibalerkonge leer.
"Kvinde! Du Dit Held kan prise
Jeg Dit skjulte Pantser seer;
Giv mig dette Kunstværk blot,
Som har værnet Dig saa godt."

Damen rødmer bly, men glæder
Dog sig, at hun ei skal dø,
Og af Teltet snart fremtræder
Slank og tynd foruden Queue.
Med Tournuren paa sit Bryst
Matsu gaaer til blodig Dyst.

Og da Fremtidsaand ham driver,
Stammen pandsres ligervis;
Til den Ende han forskriver
Hundred Queuer fra Paris.
Matsus Folk gaaer nu i Slag
Med Tournure for og bag.

Moral:
Læser! Lær af denne Vise
At i Kannibalistan
Modens Love bør man prise,
Modens Bud os frelse kan,
Gaaer man med Tournure ei,
Bli'er man ædt som Nyresteg.