O, Du Sømand, som pløier paa Bølgen den blaa,
Du er trofast, hvor Du saa end er,
Og de skjønneste Piger, som her monne gaae,
Har Dig altid saa inderlig kjær.

Du fortryller dem blot med et Blik med et Ord,
Du er altid Smaapigernes Skat,
Du har Alt, hvad der fængsler dem her paa vor Jord,
Allermeest i den mørkeste Nat.

Naar paa Havet Du seiler, man altid Dig seer,
Snart paa Dækket og snart op tilveirs,
Og den Pige hun tænker: Jeg seer ham ei meer,
Ham jeg har ret saa inderlig kjær!

Og naar Stormen den raser, man seer Dig at staae,
Stolt at trodse det brusende Hav,
Og Orkanernes Hyl, som paa Bølgen den blaa
Altfor ofte maa blive din Grav.

Naar vi kommer til Land, saa er Alting forglemt,
Da ei Stormen generer os meer,
Men en Taar i vort Glas har vi altid bestemt,
Og saa spiller vi fiin Kavaleer.

Og naar Kongen os kalder, saa er vi parat
Til at slaae for vort Land og vor Drot,
Ja, saa mødes vi Alle som een Kammerat,
Til at byde de Tydskere Trods.

Han ved Helgoland husker nok hvor han fik Børst,
Ja, det skjalv i den preussiske Vom,
Da han var nok saa mageløs sulten og tørst,
Førend bort fra det Stævne han kom.

Har Du Lyst nu, Du Preusser, saa skynd Dig at kom,
Skal Du see, vi staaer klare, min Ven!
Skal Du see, kjære Bismarck, det gjælder kun om
At faae Slesvig tilbage igjen.