De rasende Tyrker drog ind i en By
Og dræbte og rasede gruligt;
De pinte de Arme, som ej kunde fly,
At modstaa dem var helt umuligt.

Tre Søstre, saa unge og dejlige Møer,
Dem skænded' de og lod dem ligge
Med afskaaret Bryst, uden Tøj, uden Slør,
De Pinsler de rørte dem ikke.

Fem Børn stak de Grumme paa Landserne op,
Og bar dem omkring til de døde,
Og Mødrenes grusomt lemlæstede Krop
Blev udkastet, Ulve til Føde.

Paa Oldinge udstak de Øjnene, dog
Dermed slap de Stakler dog ikke,
Nej bagefter hen de mod Ilden dem drog,
Forbrændte de lode dem ligge.

En dejlig ung Kvinde de slæbte afsted,
Hun nøgen blev ophængt paa Grene,
Saa skjød de til Maals efter hende, til ned
Hun sank og blev hel dræbt med Stene.

Af Flere blev Ørerne skaaret og der=
paa hældt Olie, som kogte og syded,
Gud frelse for sligt Barbari dog Enhver,
Men Tyrken sig inderlig fryded.

Fra Blodbadet slap dog af Kvindernes Flok
En Mængde, - de grebe til Værge,
De fanged en saaret ung Tyrk, det var Nok,
Ham drev de hen til deres Bjerge.

Han maatte berette, hvad Vej de nu drog,
Hvorhen Kammeraterne skulde,
Som Kvindernes Slægtninge grumt ihjelslog,
Nu vilde de hævnes tilfulde.

Og Kvinderne sankede mægtige Sten,
Paa Skrænten de snart laa tilrette,
I snevreste Pas stod de kjækt En for En,
Og vented paa Fjenderne slette.

Snart droge i Passet Uhyrerne frem,
Og da de saavel var derinde,
Da styrtede Stenblokke, knusende dem,
Ej Redning de mer kunde finde.

Som blodige Lig de i Afgrunden sank,
Det Bytte bekom dem helt ilde;
De skjød og de rased med Sabelen blank,
Forgjæves: Nu var det forsilde.

Kun Faa bleve redddede; Kvinderne drog
Til Hjemmet, som nu var saa øde;
Dog trøsted det dem, at en rask Hævn de tog,
De grusomme Fjender var døde.

Beretning.
Tyrker og Tscherkessere overfaldt om Natten Byen Rasova. De omringede Byen, for at Ingen skulde slippe bort, tændte derpaa Ild i Husene, og da de forfærdede Mænd, Kvinder og Børn ilede ud, bleve de grebne; Mændene halshuggede, hængte og nedsablede; Kvinderne mishandlede, voldtagne og derpaa nedhuggede, hængte eller brændte. Børn bleve revne fra Moderbrystet og slyngede mod Træer, saa at de døde, eller bleve levende spiddede paa Landserne. Tyrkerne udstak Øjnene paa Oldinge og gamle Koner, og dræbte dem senere eller afhuggede deres Lemmer og lode Hestene træde paa dem. De hængte en nøgen ung Kvinde op ved Haaret og piskede hende ihjel. Elleve Baschi=Bozuker skændede en 15aarig Pige, skar derpaa Tungen af hende og afhuggede hendes Arme. Konerne bleve tvungne til at skære Lemmer af deres bundne Mænd, eller blev bundne sammen Ryg mod Ryg med dem og kastede i Ilden, som flammede fra Husene. En Kone blev tvungen til at fortære sin Mands Tunge,som de udskar af ham. Kun Faa bleve reddede. Dog var det lykkedes 24 Kvinder, som vare slæbte hen i Flok for at bortføres som Slavinder, at flygte til Bjergene, medtagende en saaret Baschi=Bozuk. Ham tvang de til at meddele dem, hvilken Vej hans skammelige Kammerater nu skulde, og da Kvinderne erfarede, at Skarens Vej gik gjennem et meget snævert Bjergpas, væltede de i muligste Hast store Stene hen paa Afgrunds=Randen, lige parat til at styrtes ned fra den frygtelige Højde. Nogle Mænd fra en Naboby hjalp dem. Henad Formiddagen kom Fjenderne, 129 i Tallet forbi med deres Bytte. Da de vare vel inde i Passet, styrtedes de mægtige Stene ned, dræbte og kvæstede en Mængde og styrtede Andre knuste ned i den bundløse Afgrund. I deres Raseri, kastede Kvinderne tilsidst den saarede Baschi=Bozuk samme Vej. Kun syv-otte Fjender slap ved Flugten. Desværre bleve af Fangerne ogaa Mange dræbte. De faa undslupne Fjender bleve i den næste Landsby, som skulde været behandlet paa samme Maade, overmandede og i Befolkningens Raseri pinte til døde. Kvinderne gik tilbage til deres øde Hjem efterat have frelst de af Fangerne der vare i Live, og dræbt de saarede Fjender. Men deres skrækkeligt dræbte Ægtefæller og Børn have de dog mistet for stedse.
At alle Europas Magter med England i Spidsen ville taale, at Tyrkerne føre Krigen paa en saa forfærdelig Maade, er ganske vist højst mærkværdigt.