Jeg er en lystig Fætter, ja
Jeg elsker lidt Forandring -
Min Yndlingssang var La, da, di, da
Paa hele Livets Vandring.
(Og naar Nogen spurgte mig om, hvorledes det kunde være, jeg altid var i saa godt Humeur, veed Du saa hvad jeg svarede? Jeg svarede da:)
La, da, di, da!

I Kirken sad jeg glad dengang,
Da jeg blev confirmeret,
Og nynned paa min Yndlingssang
Me'ns jeg blev exam'neret.
(Men da saa Præsten kommer hen til mig og siger: "Hør, kan du sige mig, min Dreng, hvorledes lyder vel det sjette Bud", saa uden at tænke derover, lallede jeg: det sjette Bud - det - det - det er:)
La, da, di, da!

Jeg kom i Lære, men hvad skeer,
Mig Mester tog i Nakken,
Og bankede paa Kunstmaneer
Mig Støvet ud af Frakken.
(Og derfor tog jeg ogsaa meget fornuftigt min Frakke eller Trøie af, hvergang jeg havde faaet en Dragt Prygl, børstede den rigtig godt, for at faae Støvet ud, og saa skraalede jeg af fuld Hals:)
La, da, di, da!

Da jeg blev større Rikkemoer
Jeg allerede kjendte,
Og tænk! det lille søde Noer
Mit Hjerte strax antændte.
(Naa Herregud, vi bleve forlovede og saa gik det i et Væk med Kjærtegn, Omfavnelser, Trykkekys og tilsidst med:)
La, da, di, da!

Men De veed jeg er en lystig Fyr
- Altsaa trofast er jeg ikke -
Jeg gik blot ud paa Eventyr
Og tænkte ei meer paa Rikke.
(Men en Dag kommer hun grædende hen til mig og siger: "Du, vi maa nok snart tænke paa at gifte os!" - "Hvad behager!" sagde jeg. - "Ja, vi maae snart tænke paa at gifte os, for seer Du -ja - jeg vil ikke sige det, men vi maae gifte os." - Naa, tænkte jeg, saa gid Fanden havde Rikke med samt hendes)
La, da, di, da!

Nu er jeg gift, jeg Stakkel maa
Med Alt tiltakke tage;
Jeg ei engang en Snaps kan faae -
Hvor er de glade Dage?
(Og kommer jeg Stakkel saa engang hjem og har en lille Hivert paa, saa hedder det strax: "Hvor har Du været henne, Du er jo fuld!" - Jeg Moer - nei Moer - jeg - er inte fuld - Moer. - "Jo vist er Du saa og hvor har Du været henne?" - Jo aa - seer Mutter, det der løber rundt i Hovedet er inte andet end:)
La, da, di, da!

Naar Rikke med mig skjændes vil
Og Børnene de skrige,
Og Hunden gøer af Katten til
Kan jeg ei Andet sige -
(End: o, huuslige Lyksalighed! hvor er Du dog skjøn, isærdeleshed naar man har en saadan arrig Kone, som jeg har, jeg vil derfor raade enhver Ægtemand til, - jo galere Konen skjænder jo høiere skal han synge:)
La, da, di, da!