Dommen er nu fuldbyrdet!
Straf for grusomme Daad,
Han et Menneske myrded’,
Overskar Livets Traad.
Nu han selv maa bøde,
Dommen lød: Liv for Liv,
Døden han gik imøde,
Frækt, forstokket og stiv.

Præstens formanende Tale
Brød han sig lidet om,
Herrens Trøst kan husvale,
Mildne Forbryd’rens Dom.
Men er Sjælen, desværre,
Hilded i Syndens Næt,
Trodser selv Dødens Herre,
Da ske ham Lov og Ret.

Frækt han gjorde sig rede,
Uden at sige et Muk,
Ei han søgte at bede,
Før det dræbende Hug.
Retteren stod paa Høien,
Gjorde hvad Pligten bød,
Fæsted ham taus til Bøien,
Og snart var Anders død.

I en Kiste man lagde
Synderens blodige Lig,
Og paa Tillitse Kirke=
Gaard det lagdes i.
Ingen ham vil begræde,
Døden ham bedst var tjent.
Kort paa Jord var hans Glæde,
Hans Lod han havde fortjent.

Livet det er en Gaade,
Nogle til Lykke er kaldt,
Andre over al Maade
Følger Sorg overalt.
Dog, hvad vi end skal friste,
Her under Himlens Hvælv,
Elsk paa Jord til det Sidste
Næsten som Dig selv.

Beretning.
Anders Sællænders Henrettelse foregik Onsdag Morgen omtr. Kl. 9 under meget uheldige Omstændigheder. En Time tidligere ankom Skarpretteren med sine Hjælpere til Exekutionspladsen, som var paa et ophøiet Sted paa Sølvbjerghøi, men intet Skafot var opreist. Paa dette Sted var Blokken med Skraabrædt anbragt, Øxen indhyllet i rødt Klæde henlaa paa denne, i lidt Afstand derfra stod Kisten. – Kl. halvni ankom Forbryderen tilligemed hans Vogter, en kraftig bygget Mand som Anders holdt meget af og var meget fortrolig med. Efter at der var dannet en Kreds omkring Retterstedet, fremtraadte Dommeren, Herredsfoged Wraae og oplæste Dommen samt den kgl. Stadfæstelse, under hvilken Forbryderen blev dødbleg og rystede over hele Legemet. Præsten, Pastor Nielsen, som efter Sigende havde forlangt 3 Uger til at forberede ham, stillede sig ligefor ham og sagde: Sig mig, er det sandt, at Du inderlig og oprigtig har fortrudt din Gjerning? Hertil svarede Anders Ja, ligesaa paa Spørgsmaalet om han troede paa Jesus Kristus, der tilgav Syndere, stedse svarede et bestemt Ja; hvorpaa Præsten sagde: Knæl saa! (og læggende Haanden paa hans Hoved siger han med opløftet Stemme): Saa tilsiger jeg Dig herved dine Synders Forladelse – Forbryderen reiser sig op, hvorefter Vogteren rækker ham Haanden og siger: Farvel, Anders! Præsten viser med Haanden til Blokken og leder ham derhen; han begynde da at afklæde sig; Seistrup (Skarpretteren) hjælper ham Frakken af, selv affører han sig Vesten, Rakkeren bøjer Skjortelinningen tilside; den Dødsdømte lægger sig selv langs ad Skraabrædtet og Bøilerne spændes fast, mens Rakkeren holder i Haaret, som han slipper. Seistrup gaar derpaa hen, tager det røde Klæde bort, nærmer sig Blokken, hæver Øxen, som falder, ikke i Halsen, men i den ene Skulder som flækkes, det andet Hug er ikke heldigere da han træffer ham i Nakken, og først det tredie Hug adskiller Hovedet fra Kroppen. Rakkeren løfter Hovedet lidt op, Kroppen falder ned fra Skraabrædtet og en stærk Blodstrøm farver Sneen rød. Kisten blev nu baaret frem og Liget lagt deri, hvorefter det blev kjørt bort for straks at begraves.
Der er strax af Herredsfoged Wraae indledet Undersøgelse om Skarpretterens Forhold, da Øienvidner paastaar, at han var i en alt andet end tilregnelig Tilstand og han bliver sikkert afskediget. Det var ønskeligt om denne Henrettelsesmaade kunde blive afløst af en mere praktisk, som ikke udsætter den Dødsdømte for Mishandling.
Anders Sællænder var i de seneste Dage meget modfalden og kun Vogteren, en Arbeidsmand fra Nakskov, viste han Fortrolighed; den sidste Nat sov han ikke, da han hvert Øieblik ventede at de kom for at hente ham. Det sidste Maaltid han nød var en Kop The, lidt Franskbrød og et Glas Vin.