Du spørger, min Dreng, hvad jeg vil med den visne Viol,
Hvis Blade er tørre som Bøgernes i min Reol,
Med friske og grønne
Violer og Roser af smukkeste Sort,
Du vil mig belønne,
I Fald jeg vil kaste den bort.

Se den Ting begriber du ikke, før Du bliver stor,
Og Meget, min Lille, Du end skal erfare paa Jord,
Din Moder den rakte
Med kjærlige Hænder og rødmende Kind,
Den Dag da hun sagte
Fremstammed: Min kjæreste Ven!

Og naar saa engang jeg skal samles med hende igjen,
Da kommer vel fremmede Folk paa mit Kammer herhen,
De kaste til Side
Billetter, Violen, ja Lokker og Kram,
Thi ingen kan vide,
Hvad Værd den har eiet for ham.

Thi Minderne, veed Du, det er jo vor dyreste Skat,
De følge som Drømme os selv i den ensomme Nat,
Saa læg kun i Graven
Hos mig Du den Blomst med det visnede Løv,
I Dødningehaven
Er jeg som Violen blot Støv.