Den nyeste og eneste ægte Vise
om
Skarpretteren

Fra hvert Barn, hver Mand og Kvinde
Lød der nys et Rædselsskrig,
Ingen kunde nogensinde,
Mindes no’et saa græssselig,
Bødlen, som retted Anders
Huggede ham rent paa tvers.

Seistrup før har været Slagter,
Derfor er han grum og haard,
Man kan se det paa hans Fagter,
Naar at han med Øxen slaaer
Blot han træffer er han glad,
Ligemeget hvor og hvad.

Men han er sgu dog en Kryster
Som ved Brænd’vin maa ha’e Mod
Og som bæver svært og ryster
Blot ved Tanken om lidt Blod,
Derfor drak han Brændevin,
Som om Alt var Sjov og Grin.

Han gør Løjer med en Gerning
Som at der skal Alvor til,
Husk, at det er Livets Terning
Som at der nu staar paa Spil,
Men, "nu gaar den godt igen,"
Synger han blot med sin Ven.

Hele Natten ud han svirer,
Bort med Drikkeri og Spil
Først da Dagen den fremspirer,
Atter han sig rejse vil,
Men saa er naturligvis han,
Til sin Gerning ude af Stand.

Under Spøg og Sang og Latter
Vejen gaar til Stedet hen,
Og ankommen der man fatter,
Let hvordan det gaar Bøddelen
Paa den frosne Jord han staar
Og rammer ej, dengang han slaar.

Stakkels Anders haard maa bøde,
For hvad at han her forbrød,
Hjertet paa Enhver maa bløde
Naar man tænker paa hans Død,
Martret af en Bøddels Haand
End’lig han opgav sin Aand.

Man maa haabe at ej flere,
Lide skal saa grum en Død,
Og at ingensinde mere
Dommen paa Halshugning lød,
Skal de dræbes, nu saa vel
Slaa med en Faldkniv dem ihjel.

Men lad aldrig Sejstrup mere
Øxen faa udi sin Haand,
Han bør ikke pine flere
Naar de skal opgi’ deres Aand,
dertil maa en Mand med Mod
Som mod alle Fristelser bestod.

Beretning.
Man har villet fortælle, at Skarpretteren Sejstrup ved at prøve en Maskine "Gouilotine", til Henretning, har taget sig selv af Dage, men det er et Rygte, som savner al Grund. Hans usømmelige Opførsel paa Rejsen over til Henrettelsesstedet samt om Natten paa Gæstgivergaarden i Nakskov, ligesom den Tilstand han mødte i ved selve Henrettelsen, har foranlediget, at der er anlagt Sag imod ham og optaget Forhør. Strax i det første Forhør indrømmede han at have forset sig ved at nyde saa megen Spiritus Dagen i Forvejen, men undskyldte sig med, at Manglen paa Skafot, saa at han maatte udføre Exekutionen staaende paa den glatte, frosne Jord, havde bidraget væsenligt til den ulykkelige Maade, som Henrettelsen fandt Sted paa.
Det er at haabe, at den Henrettede ikke maa have lidt saameget som man almindelig antager, idet der jo er en Mulighed for, at det første Hug, som lemlæstede ham saa frygteligt, idet den ene Skulder kløvedes, maa have berøvet ham Bevidstheden. Skarpretteren er foreløbig afsat fra sit Embede. Dersom denne ulykkelige Henrettelse vilde foranledige, at der ingen Henrettelser mere fandt Sted, saa vilde den dog have bevirket et Gode.