Den raske lille Fiskerpige,
Hun var saa køn og kæk,
:,: Med fagre, milde Træk. :,:
Man fandt saa let ej hendes Lige.
Hun tog ud i sin Baad,
:,: Naar Søen stod i Braad, :,:
Saa lo hun højt og hendes Røst
Klang fra det unge stærke Bryst,
Men en Gang der fra Søen sælsomt klang
En Varselsang,
Fra Søen højt det klang:
"Lille Fiskerpige, hør hvad jeg vil sige,
Du saa kæk dig viser nu,
Men om lidt forliser du.
Lille Fiskerpige, hør hvad jeg vil sige,
Hvis du styrer ud ad nu,
Saa forliser du."

Den raske lille Fiskerpige
Saae undrende sig om.
:,: Fra Greven Sangen kom. :,:
Han sagde: "Ind til mig du stige;
Det bliver sikkert bedst,
:,: Thi vi kan vente Blæst." :,:
Hun lo saa kaad, og raabte: "Ej!
I er maaske en Havmand, - nej!"
Da sukked Greven kælent, og han sang,
Saa sødt det klang
Den Gang da Greven sang:
"Kom, saa skal vi sejle,
Os i Søen spejle,
Baaden er saa net og prud,
Og jeg elsker dig, ved Gud,
Kom, saa skal vi sejle,
Os i Søen spejle,
Og jeg elsker dig ved Gud,
Søde Fiskerbrud."

Snart toned Stormens hule Stemme,
Og Søen blev saa grum,
:,: Og piskedes til Skum. :,:
Og Bølgerne sig rejste slemme,
Da kæntred Grevens Baad,
:,: Han laa i Havets Fraad. :,:
Da styred Fiskerpigen kæk
Og redded ham, og rev ham væk
Fra Dødens Gab og ind i hendes Baad,
Og rørt han sang,
Det lød som Klokkeklang:
"Lille Fiskerpige, hør hvad jeg vil sige,
Haand og Hjerte byder jeg
Dig, du maa ej sige nej.
Lille Fiskerpige, hør hvad jeg vil sige:
Haand og Hjerte byder jeg,
Sig nu ikke Nej."

Den raske lille Fiskerpige,
Hun roede ham mod Land,
:,: Og sagde: "Til min Mand :,:
Er I for fornem, maa jeg sige.
En Fisker er min Ven,
:,: Se blot til Stranden hen, :,:
Der staar han, klar at hjælpe os,
Og byde Stormens Vælde Trods.
Den unge Fiskers Kalden lød fra Kyst,
Og højt med Lyst
Hun sang af fulde Bryst:
"Ja, jeg vil saa gjerne,
Ja, jeg vil saa gjerne
Favnes af min kjære Ven,
Se, her har du mig igjen.
Ja, jeg vil saa gjerne,
Ja, jeg vil saa gjerne
Favnes af min kjære Ven,
Her er jeg igjen."