Der vanked en Ridder med Ordner og Baand
Paa Østergade glad i Aand,
Han glæded sig stille og knejsed saa kjækt,
Han var af ædel Slægt.
Thi alle Danmarks Kvinder de skued til ham glad,
Han mindedes hver Gang der blev hvisket: Tak for Mad!
Thi saa skulde Kaffen jo serveres,
Og Bønnerne just fra ham leveres,
Hvem kjender vel ikke Hr. Gamél - er De med paa den?
Og det var ham sæ'l,
Der gik og spadsered, den Sjæl.

Saa kom hanses Fjende, saa nidkjær en Svend;
Han sa'e: Er du med på den,
At man ikke sjofler en ægte Student,
For det er slet bevendt?
Saa viste han ham, at han var i fælt Humør,
Og sa'e: "Hør, Gamél, du skal Pinedød ha' Smør:
Lugt blot denne Knop!" Og Manden stønner:
"Den lugter sgu ej af brændte Bønner!"
Men saa faldt den lige just i Slag - er du med paa den!
Gaméls Kind blev rø',
Og det var nu blot af de Klø.

Han peged paa Ordnerne, men han fik fler
Paa Næsen, ja som De ser:
Studenterne lo kun af Ordner og Sligt,
De gjorde deres Pligt;
Moralen den var og den blev, at han fik Høvl,
Og Mottoet var: Kom blot ikke og gjør Vrøvl!
For er det nu netop, at du mener
Studenten skal regnes for din Tjener,
Saa faar du ta' Tjensten som den er, er du med paa den;
Go' Morgen, Kasket,
Ja der staar du sgu yderlig net.

Og Ridderen blegned og skreg: Politi!
Det her kan jeg ikke li!
Saa fulgtes de glad til Stationen og fik
Notert til Punkt og Prik,
At Klø var der vanket og der kom maaske fler,
Og indsæbet var han, men trængte til Barber,
Ja, hu, disse her Minervas Sønner,
De sla'r og de ler af brændte Bønner.
Gamél har dog regnet rigtig med - er De med paa den?
At han ligefrem
Vil kjøbe femhundred af dem.

Se saadan er Sagen, nu kjender De den,
Moralen den er, min Ven:
For Bybud du ej regne maa en Student,
Det er jo vel bekjendt,
Og Penge er vel rare, men Æren har sit Krav,
Den Sætning den gjælder fra Vugge og til Grav,
Hent Vand til det fæle Sæbe=Øje,
Og lad saa med Tugtelsen os nøje,
For ellers saa bliver vi til Grin, - er De med paa den!
Og tænk, Folk vil ha',
At Hr. Raahauge faar et Hurra!

Beretning
om det bekjendte Slagtilfælde på Østergade berettes følgende:
Hr. Grosserer Gamél, der har gjort sig særlig fortjent af sit Fædreland ved at brænde Bønner, og har tjent Penge, havde af Lægekongressens Festkommité bedet om at faa en sprogkyndig Mand til at være Vicevært for hans Gjæster blandt Lægerne. Man anmodede Hr. stud. med. Raahauge om at paatage sig dette Hverv, og han ofrede sig for Sagen. Han blev dog efter Forlydende behandlet mere som om han var en Tjener eller Undergiven, og frabad sig Hvervet. Ved "National"festen kom der et lille Sammenstød i Stand imellem de to Herrer, men da Hr. Raahauge ikke ønskede at forstyrre Stemningen, opsatte han Afgjørelsen til senere, og indrykkede i et Blad en Beklagelse. Hr. Gamél svarede ved i samme Blad at kalde Hr. Raahauge "en hjernesyg Student" og henvise ham til at faa sine gjorte Udlæg betalt hos Gaméls Portner eller Tjener, eller - naar han vilde være artig - hos ham selv. I Fredags mødte Hr. Raahauge paa Østergade Hr. Gamél, og tildelte ham en Lussing ved at give ham en paa Øret, og da det syntes som Hr. Raahauge slaaer en temmelig proper Næve, var hans medfølgende Kollega bange, Hr. Gamél skulde blive skævhovedet, og leverede ham derfor en paa det andet Øre, hvorefter alle tre Herrer sammen med et skjønsomt Publikum fulgtes gladelig til Stationen i Pilestræde. Saaledes endte den første puniske Krig.