Mester sad saa glad,
Mester sad saa glad,
Gassed sig, den Rad,
Tog en lille Skraa,
Som i Lommen laa.
Sa'e, det gamle Fæ,
Til sin Kone: hæ,
Skænkt en Snaps, du gamle Hængetræ.
Tænk Jer, kjære Børn,
Mester fik en Bjørn,
Snart kom han i Skud
Og sat Alting ud;
Thi hver Gang han faar
Lyst til Snaps, saa slaar
Han til Soldet sig med Hud og Haar.
Snart der Thomas var,
Den var inte rar,
Konen hun fik Prygl,
Løb sin Vej med Hyl.
Svenden han fik ej
Mønt, og gik sin Vej;
Slide gratis, det gaar inte, nej!
Hvor blev Mutter a',
Gik hun osse, hva'?
Mimrede de Smaa,
Knapt de kunde gaa.
Hvem skal smøre dem,
Hvem skal pleje dem,
I det fader=, moderløse Hjem?
Mester faldt i Hast,
Haabet ganske brast,
Men saa sa'e han: "Vi
Har et Lotteri!"
Tog en Sedl, ih naa!
Vandt og snart han saae
Om sig hundredvis af Snapse staa.
Svenden kom igjen,
Naa god Dag, min Ven!
Vi er ovenpaa,
Du kan Penge faa!
Mutter vendte hjem,
De forligte dem,
Og nu blomstred' atter Lykken frem.
Børn, nu fatter I,
At i Lotteri
Kan man Lykken faa,
Naar det galt vil gaa.
Tag en Seddel kun
Strax i denne Stund
I min lykkelige Kollektion.