Ikke altid er Høsten saa rig og saa smuk,
Som vi ønske med ventende Sind,
Stundom see vi paa Marken med hjerteligt Suk,
Stundom kjøre kun Lidet vi ind.

Solen brændte iaar med fortærende Glød,
Regnen sparsomt og ringe slog ned,
Græsset bortsved, vi manglede Mælken saa sød,
Og vort Qvæg blev dog magert derved.

Og den fattige Mand farer ilde, thi han
Har ei Raad til at vente et Aar,
Dog han bærer vel Tabet saa godt, som han kan,
Med et Haab om den kommende Vaar.

Gudskeelov, det er sjeldent, at Danmark saa haardt
Mangler Væde i Sommerens Tid,
Vi vil bede og haabe, at Sorgen gaaer bort,
Selv om Høsten iaar ei blev god.

Med det Haab vil vi takke vor Gud, thi han vil
Vistnok atter oplive vort Mod.
Noget faae vi dog ind, vi bør takke dertil,
Selv om Høsten iaar ei blev god.

Værre kunde det blevet, og derfor som Mænd
Slaae vi Haab til den kommende Tid,
Vi vil ei tabe Modet, nei, fremad igjen,
Næste Aar bliver Skjæbnen vel blid.

Derfor skal ikke Høsten med Kummer gaae hen,
Nei, med Glasset i Haand vil vi staae,
Drikke ud med det Ønske: Til Sommer igjen
Gid Enhver da det Dobbelte faae.